Vijay Prashad: Beyond a World of Debt

Med den globale ordens omsvøb kan der nu være mulighed for at skabe nye finansielle strategier for udvikling.

By Vijay Prashad
Folks forsendelse

In de seneste to årtier har udviklingslandenes udlandsgæld firedoblet til $11.4 billioner (2023).

Det er vigtigt at forstå, at disse penge, der skyldtes udenlandske kreditorer, svarer til 99 procent af udviklingslandenes eksportindtægter. Det betyder, at næsten hver dollar, der tjenes ved eksport af varer og tjenesteydelser, er en dollar, der skylder en udenlandsk bank eller obligationsejer. 

Lande i det globale syd sælger derfor blot deres varer og tjenester for at betale gæld opstået til udviklingsprojekter, kollapsede råvarepriser, offentlige underskud, Covid-19-pandemien og inflationen på grund af Ukraine-krigen. 

En stor del af verdens befolkning (3.3 milliarder) bor i lande, der tildele mere af deres budget til at betale renter på gæld end til at betale for enten uddannelse eller sundhedsydelser.

På det afrikanske kontinent, af de 54 lande, 34 tilbringe mere på gældsbetjening end på det offentlige sundhedsvæsen. Gælden tårner sig op over det globale syd som en grib, klar til at plukke i kadaveret af vores samfund.

Hvorfor er lande i gæld? De fleste lande er i gæld af et par årsager:

• Da de opnåede uafhængighed for omkring et århundrede siden, blev de efterladt fattige af deres tidligere koloniale herskere.
• De lånte penge til udviklingsprojekter fra deres tidligere koloniale herskere til høje priser, hvilket gjorde tilbagebetaling umulig, da midlerne blev brugt til offentlige projekter som broer, skoler og hospitaler.
• Ulige bytteforhold (eksport af lavprisråvarer til import af højprisfærdige produkter) forværrede yderligere deres svage økonomiske situation.
• Nådesløse politikker fra multilaterale organisationer (såsom Internationale Valutafond — IMF) tvang disse lande til at skære ned på de indenlandske offentlige udgifter til både forbrug og investeringer og i stedet tilbagebetale udenlandsk gæld. Dette satte gang i en cyklus af lave vækstrater, forarmelse og gældsætning.

CaI nettet af gæld-nedskæringer-lav vækst-ekstern låntagning-gæld opgav landene i det globale syd næsten fuldstændigt langsigtet udvikling for kortsigtet overlevelse.

Den dagsorden, de havde til rådighed for at håndtere denne gældsfælde, var udelukkende motiveret af hensigten med tilbagebetaling og ikke udvikling. Typisk blev følgende metoder fremmet i stedet for en udviklingsteori:

• Gældssanering og gældssanering. Søger en reduktion af gældsbyrden og en mere bæredygtig styring af langsigtede gældsbetalinger.
• En appel til direkte udenlandske investeringer (FDI) og et forsøg på at øge eksporten. Forøgelse af landes evne til at tjene penge til at betale denne gæld af, men uden nogen reel ændring af produktionskapaciteten i landet.
• Klip til offentlige udgifter, stort set en nedslidning af sociale udgifter. Forskydning af det skattemæssige landskab, så et land kan bruge mere af sin sociale rigdom til at betale sine udenlandske dristige indehavere af og opnå "tillid" på det internationale marked, men på bekostning af dets borgeres liv og velfærd.
• Skattereformer, der gavnede velhavende, og arbejdsmarkedsreformer, der gjorde ondt på arbejderne. Skattelettelser for at tilskynde de velhavende til at investere i deres samfund - hvilket meget sjældent sker - og en ændring af fagforeningslovgivningen for at tillade større udnyttelse af arbejdskraft for at øge kapital til investeringer.
• Institutionel reform for at sikre mindre korruption ved større international kontrol med finansielle systemer. At åbne budgetprocessen i et land for international ledelse (gennem IMF) og give udenlandske økonomer mulighed for at kontrollere den finanspolitiske beslutningstagning.

Hver af disse tilgange hver for sig og alle sammen gav ingen vurdering af de underliggende problemer, der skabte gæld, og de tilbød heller ikke en vej ud af gældsafhængighed.

Faktisk, hvis dette er den bedste tilgængelige tilgang, så har udviklingslandene brug for en ny udviklingsteori.

En ny udviklingsteori

Det er efterhånden forstået, at optagelsen af udenlandske direkte investeringer (FDI) og eksporten af ​​lavprisvarer øger ikke i sig selv bruttonationalproduktet (BNP) i et udviklingsland.

Faktisk kan udenlandske direkte investeringer – i en tid med finansiel liberalisering og uden kapitalkontrol – skabe enorme problemer for et fattigt land, da pengene kan virke til at destabilisere økonomien. Sidstnævnte kræver langsigtede investeringer frem for hot-money-transaktioner.

Forskning af Global South Insights (GSI) og Tricontinental: Institut for Social Forskning viser at det ikke er FDI, der øger BNP over lange perioder, men at der er en høj sammenhæng mellem en stigning i nettoinvesteringer i faste anlæg og BNP-vækst (nettoinvesteringer i fast kapital er det øgede forbrug på kapitalbeholdning over afskrivninger). 

Med andre ord, hvis et land investerer penge for at øge sin kapitalandel, vil det se en sekulær stigning i dets vækstrate. Det er grunden til, at lande som Kina, Vietnam, Indien og Indonesien har fastholdt høje vækstrater i en periode, hvor de fleste lande (illustrativt i det globale nord) har haft lave til negative vækstrater (især når man tænker på stigende inflation). 

Selv Verdensbanken er enig at exit fra "mellemindkomstfælden" er at øge investeringerne, tilføre teknologier fra udlandet og innovere teknologier internt (de kalder det "3i-metoden"). Kernen i projektet skal være en stigning i nettoinvesteringerne i fast ejendom.

Tricontinentals forskning viser, at når BNP vokser, stiger den forventede levetid også. Der er mange elementer her, der kræver undersøgelse: hvis kvaliteten af ​​BNP-væksten for eksempel forbedres (mere industri, bedre sociale udgifter), hvad gør det så for sociale resultater?

At tale om kvaliteten af ​​BNP er at rejse spørgsmål om allokering af social rigdom i specifikke sektorer, hvilket bringer betydningen af ​​både robust økonomisk planlægning og ordentlig finanspolitik, der ikke er motiveret af at betale udenlandske obligationsejere, men ved at opbygge den faste nettokapital i et land på lang sigt.

Men hvordan får man økonomien til både at betjene gæld og opbygge kapitalbeholdning? Det er ikke en umulighed, da de fleste udviklingslande er rige på ressourcer og udelukkende har brug for at opbygge magten til at samle disse ressourcer. Svarene findes måske mindre i de økonomiske love end i de ulige magtforhold i verden. 

Med kærning af den globale orden, kan der nu være mulighed for at skabe nye finansielle strategier for udvikling.

Grundlaget for en samtale om udviklingsteori bør ikke være, hvordan man opretholder en økonomi i en permanent gældsspiral, der fører til afindustrialisering og fortvivlelse.

Det burde i stedet handle om, hvordan man bryder den cyklus og går ind i en periode med industrialisering, landbrugsreformer, vækst og sociale fremskridt. Det er denne indsigt, der motiverer os til at begynde en ny samtale, ikke om behovet for en eller anden økonomisk politik for at redde en dårlig situation, men for en helt ny udviklingsteori.

Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord bøger og direktøren for Tricontinental: Institut for Social Forskning. Han er en senior ikke-hjemmehørende stipendiat hos Chongyang Institut for Finansielle Studier, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder De mørkere nationer og De fattigere nationer. Hans seneste bøger er Kamp gør os til mennesker: At lære af bevægelser for socialisme og med Noam Chomsky, Tilbagetrækningen: Irak, Libyen, Afghanistan og den amerikanske magts skrøbelighed.

Denne artikel blev offentliggjort af Folks forsendelse og er produceret af Globetrotter og Ingen kold krig.

Synspunkter udtrykt i denne artikel afspejler muligvis ikke synspunkter fra Konsortium Nyheder