Israels nye observatørstatus ved Den Afrikanske Union

Yotam Gidron siger, at AU's retorik om solidaritet med Palæstina bliver mere og mere hul.

By Yotam Gidron
Afrika er et land

ODen 22. juni nåede Israel et diplomatisk mål, det har arbejdet hen imod i næsten to årtier, og blev en "observatør"-stat i Den Afrikanske Union (AU). "Dette er en festdag for forholdet mellem Israel og Afrika," Israels nye udenrigsminister Yair Lapid sagde, og tilføjer, at præstationen "korrigerer den anomali, der har eksisteret i næsten to årtier."

Udenrigsministeriet forklarede, at Israels observatørstatus vil muliggøre et større samarbejde, "blandt andet i kampen mod Corona og forebyggelse af spredningen af ​​ekstremistisk terrorisme over hele kontinentet." 

Sidstnævnte er en noget uærlig påstand i betragtning af, at Israels internationale samarbejdsstrategi er praktisk talt ikke-eksisterende, og at dets globale "bekæmpelse af terrorisme"-dagsorden i høj grad er fokuseret på at sælge undertrykkelsesteknologier til autokrater.

I virkeligheden har hovedmålet bag Israels langvarige bestræbelser på at få adgang til AU været at underminere palæstinensiske bestræbelser på at påvirke den kontinentale holdning til situationen i Israel/Palæstina, og dermed også de uafhængige afrikanske staters holdning til sagen.

Væsentlige politiske konsekvenser

Palæstina har længe haft observatørstatus i AU. Præsident Mahmoud Abbas får jævnligt mulighed for at tale til organisationens topmøder. Men hvis afrikanske stater forventes at følge AU's holdning, når de afgiver deres stemmer i andre internationale fora, mener israelske embedsmænd, så kan en israelsk evne til at påvirke beslutninger i AU have betydelige politiske konsekvenser. 

Der er mere end 70 stater og ngo'er, der er akkrediteret til AU. For de fleste er dette ikke en særlig stor sag. Men for Israel har dette længe været et stort diplomatisk mål med betydelig symbolsk vægt.

Israel plejede at være observatørstat ved Organisationen for Afrikansk Enhed i 1990'erne, men blev nægtet denne status, da AU blev grundlagt i 2002. Muammar al-Gaddafi, som donerede til den nye institution i et forsøg på at projicere sin egen indflydelse i Afrika , modsatte sig enhver israelsk tilstedeværelse.

Vær venlig at Support Vores Sommer Fund Drive!

Siden hans afsættelse i 2011, og som en del af Israels "tilbagevenden" til Afrika i løbet af det sidste årti, har israelske ledere og diplomater forsøgt at mobilisere deres allierede på kontinentet for at gå ind for Israels optagelse i AU. 

Den største hindring var imidlertid indsigelsen fra flere stater - "for det meste arabiske stater, men også andre afrikanske stater," forklarede en israelsk diplomat tidligere - blandt dem Sydafrika og Egypten.

Ansøgning tidligere afvist

Tvetydighed med hensyn til den nøjagtige procedure, der kræves for at godkende tildelingen af ​​en observatørstatus til en ikke-afrikansk stat og antallet af AU-medlemslande, der skal støtte en sådan beslutning, gjorde det let at afvise Israels tidligere appeller. En ansøgning indsendt af Jerusalem til den tidligere formand for AU-kommissionen, Sydafrikas Nkosazana Dlamini-Zuma, blev ikke godkendt. Argumentet har almindeligvis været, at der ikke er nok afrikanske stater, der støtter buddet. 

Flere ting har ændret sig i løbet af det seneste år. Den ene var Israels normalisering af diplomatiske forbindelser med Sudan og Marokko, som en del af den USA-støttede Abraham-aftale, som fulgte efter Israels normalisering af forbindelserne med Tchad i 2019. En anden var udskiftningen af ​​den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa med den Demokratiske Republik Congos præsident Felix Tshisekedi (som har lavet indsats at styrke båndene til Israel) som formand for AU.

Israel i stigende grad konstruktiv forbindelser med Egypten - med Cairo, der tilsyneladende håber på det Forbedre dets forhold til Washington også via Jerusalem - synes også at have hjulpet. Alt dette har gjort det lettere for Israel at gå i gang med endnu en kampagne i de seneste måneder for at få adgang til AU, ledet af den nye leder af Afrikasektionen i Udenrigsministeriet, Aliza Bin-Noun. 

I det omfang flytningen skulle tiltrække opmærksomhed fra Washington, ser det ud til, at det virkede. Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken var hurtig til lykønske AU "for dets lederskab i at bygge broer og skabe nye veje til udveksling," og tilføjer, at USA hilser "Israels tilbagevenden til Den Afrikanske Union som observatør velkommen som en del af vores støtte til bredere normalisering."

Men mens Israel sørgede for at offentliggøre denne seneste sejr så bredt som muligt, har AU's egen udtalelse om sagen været mindre festlig. EN pressemeddelelse fra Fakis kontor udtalte blot, at formanden "modtog akkreditiver" fra Israels ambassadør i Addis Abeba, og at han brugte lejligheden til at "gentage" Den Afrikanske Unions langvarige støtte til to-statsløsningen. 

Til trods for denne gentagelse af støtten til "fredelig sameksistens", tidspunktet for denne udvikling - uger efter Unity Intifada på tværs af Palæstina/Israel og en bølge af globale protester til støtte for palæstinensisk befrielse – fortæller en anden, dyster historie. Det vidner ikke kun om irrelevansen af ​​Den Palæstinensiske Myndighed med hensyn til på nogen meningsfuld måde at imødegå Israels igangværende internationale bestræbelser på at mobilisere støtte til dets apartheid politikker, men også til den voksende mangel på interesse blandt afrikanske ledere i det hele taget palæstinensiske spørgsmål.

Uden nogen konkrete politikker, som medlemmerne har til hensigt at handle efter, ser det ud til, at AU's retorik om solidaritet med Palæstina bliver mere og mere hul - et gammelt ritual, der ikke længere er beregnet til at opnå noget særligt udover at formilde nogle få utilfredse kritikere.

Denne artikel er fra Afrika er et land og genudgives under en creative commons-licens.

De udtrykte synspunkter er udelukkende forfatterens og afspejler måske ikke dem fra Konsortium nyheder.

Vær venlig at Support Vores
Sommer Fund Drive!