At dræbe en journalist i Kashmir

I dette interview med den kendte forfatter og redaktør, Vijay Prashad, diskuterer Dennis J. Bernstein det nylige gademord på journalisten Shujaat Bukhari i Kashmir.

Af Dennis J Bernstein

Store folkemængder samledes i landsbyen Kreeri i Kashmir sidste mandag for at ære Shujaat Bukharis liv og journalistiske arbejde, den dræbte redaktør af Rising Kashmir. Bukhari, der levede under konstant trussel, blev skudt ned, da han forlod sit kontor sidste torsdag. Tre tungt bevæbnede lejemordere på motorcykler åbnede ild mod ham med snesevis af skud og dræbte den 50-årige familiefar sammen med to af hans sikkerhedsvagter. Han var på vej hjem for at bryde sin Ramzan-faste med sin familie.

Bukhari, som allerede var blevet kidnappet én gang og flygtet, blev myrdet kort efter, at han havde taget sagen op om en ung mand, Kaiser Bhat, som på tragisk vis blev kørt over og dræbt af sikkerhedsstyrker under en af ​​mange nylige gadeprotester i Indien Kashmir. Sidste tirsdag efterlod lokale og regionale aviser i Kashmir store tomme felter, hvor lederartikler typisk ville dukke op for at ære den højt ærede redaktør og journalist.

Jeg talte længe med forfatteren og den kendte forfatter Vijay Prashad om Shujaat Bukharis liv og tid. Prashad var en kollega til Bukhari – som i mange år var bureauchef for den hinduistiske avis, hvor Prashads arbejde også optræder

Dennis Bernstein: Velkommen Vijay Prashad, godt af dig at gøre dette.                                                                                         

Kan du fortælle os om Shujaat Bukhari i forbindelse med hans arbejde i den farlige del af verden?

Vijay Prashad: Shujaat Bukhari var højt respekteret i Kashmir og kendt i andre dele af Indien. Shujaat var i mange år bureauchef for den hinduistiske avis, som jeg skriver for. Så var han stationschef for magasinet Frontline. Disse tidsskrifter værdsatte de rapporter, Bukhari indsendte fra Kashmir, højt. Han var en meget ærlig reporter i en tid, hvor mange journalister simpelthen er stenografer, der forstærker de magtfuldes stemmer. Så er der rigtige journalister, som udfordrer fortællingen om, hvordan verden fungerer. Bukhari rapporterede på en inderlig måde om, hvad konflikten i Kashmir betød fra folkets synspunkt. Ægte journalister er en truet dyreart. Når du begiver dig ud for at rapportere om verden fra folkets synspunkt, krydser du grænsen for en magtfuld. Jeg har set så mange venner – i Pakistan, i Afghanistan, i Tyrkiet – dræbt af staten. En af mine venner, der arbejdede på historien om Bin Laden, blev samlet op af pakistansk efterretningstjeneste i maj 2011, og hans lig blev fundet lemlæstet nord for Karachi.

DB: Kan du forklare præcis, hvordan han blev myrdet? Jeg tror, ​​hans mord fulgte efter hans rapportering om drabet på en aktivist, Kaiser Bhat, som blev kørt ned på gaden ved en protest.

VP: Lad mig give dig lidt kontekst. Fra statens og stenografens/reporterens synspunkt var en person som Kaiser Bhat, der blev kørt over af en jeep, en aberration, en terrorist. Men hvad Bukhari og andre med stor følsomhed demonstrerede, er, at Kaiser Bhat bare er en almindelig Kashmiri. Han vender spørgsmålet om bevisbyrden om: Vi behøver ikke spekulere på, hvorfor Kaiser Bhat blev en militant. Det, vi bør undre os over, er, hvorfor alle de andre unge ikke bliver militante. Konteksten i Kashmir kræver næsten, at befolkningen rejser sig i oprør. Den indiske stat satte bestemt ikke pris på den slags rapportering, som Bukhari lavede om Kashmir. Det rapporterede også, at de militante ikke altid satte pris på det. Han var også kritisk over for den måde, som nogle militante grupper havde opildnet situationen på, og arbejdede for deres egen fordel frem for folkets vilje. Han blev dræbt af maskerede bevæbnede mænd, der kom på en motorcykel. Det er usandsynligt, at de vil blive fanget, eller at deres handlere vil blive identificeret. Men uanset om vi er i stand til retsmedicinsk at fastslå, hvem der dræbte Bukhari, ved vi, hvem der dræbte ham. Det var magthavere, der blev truet af denne meget modige journalists ærlighed.

DB: Dette var ikke den første trussel mod denne modige journalist. Han blev kidnappet i fortiden.

VP: De, der har rapporteret fra områder med store konflikter, kender godt farerne. Efter at han var blevet bortført, afgav han en erklæring om, at han ikke vidste, hvem fjenderne var. Når nogen peger en pistol mod dig, ved du ikke, hvis pistol det er. Du er ikke derude for at have en debat med personen. Hvis en militsgruppe stopper dig ved en kontrolpost og sætter en pistol mod dit hoved, tænker du ikke på, hvilken side du er på. Du tænker, det er slutningen på mit liv. Husk, at dette ikke kun handler om et checkpoint midt i ingenting. Det er også USA, som angreb Al Jazeera-kontoret i Palæstina-hotellet i Bagdad under invasionen af ​​Irak i 2003. Dette er et alvorligt problem, denne tilsidesættelse af den person, der er derude for at få historien. Vi ved, at kontrol med historien er en meget vigtig del af krigsførelse. At gå efter journalister, der forsøger at fortælle forskellige historier, er i høj grad en del af dagsordenen for krigsfremstilling.  

DB: For de lyttere, der ikke ved ret meget om Kashmir, kan du beskrive, hvor farligt det er der?

VP: Regionen er et stort og smukt sted. Der er muslimer med alle mulige forskellige traditioner. Der er hinduer, der er buddhister. De definerer også sig selv ud fra etnicitet og kultur. Det er et meget komplekst sted. Desværre kunne Pakistans nye regering i 1947-1948 ikke forlige sig med, hvad der skete i Kashmir. Der var ingen forståelse for Kashmiri-folkets selvbestemmelse. Både de nye stater Indien og Pakistan erobrede territorium. Pakistan besidder omkring en tredjedel af Kashmiri-regionen, og Indien besidder omkring to tredjedele. Kina tog en del af det i en krig mod Indien i 1962.                                                                                 

Befolkningen i Kashmir har følt sig fremmedgjort fra den indiske stat. Kashmir er brudt ud ved flere lejligheder, hvor folk har protesteret mod indisk statskontrol. Rammen er, at Kashmir er et sikkerhedsproblem, og at Pakistan infiltrerer for at skabe problemer dér. Noget af dette er selvfølgelig sandt. Men kernespørgsmålet er ikke Pakistans involvering i Kashmir. Kernespørgsmålet er fremmedgørelsen af ​​Kashmiri-befolkningen. Dette eksploderede i en massiv opstand i 1980'erne, som afspejlede den første palæstinensiske intifada. Frihedsbevægelsen, der begyndte i 1989, blev mødt med enorm kraft. Lige nu er det mellem 700,000 og en million indiske tropper i Kashmir-dalen. Efter den indiske regerings optælling er der kun 150 militante. Det er et meget mærkeligt forhold. Denne stærkt militariserede region ligner en besættelse. Befolkningens kontaktflade til den indiske stat er ikke i form af et postbud eller en socialrådgiver. Det er en militærofficer. Indtil den indiske regering affinder sig med, at man ikke kan tillade, at en stats primære grænseflade til befolkningen er en soldat og tillade sikkerhed at være hovedrammen, indtil man affinder sig med det og skaber en alternativ ramme, er der ingen løsning på Kashmir-problemet.  

DB: Giver os din vurdering af denne seneste modstandsbølge i Gaza.

VP: Opmærksomheden har været på Gaza, på hegnet. Det er meget svært for den israelske regering at vende blikket væk fra dette. Det vil afføde følelsesløshed, hvis den israelske offentlighed ikke rejser sig i oprør mod dette. Men det er ikke kun i Gaza. Interessant nok har vi på Vestbredden, som havde været politisk stille i lang tid, i de sidste par uger set folk komme ud på gaden, som væmmes over det, de ser, ikke kun i Gaza, men også med USA. ambassade flytter til Jerusalem og erobringen af ​​Østjerusalem. Vi ser en ny sult i de palæstinensiske samfund efter et nyt projekt. Det, folk affinder sig med, er, at det nationale befrielsesprojekt har udtømt sig selv. Det stod klart allerede i det berømte fangebrev fra 2004. Nu skal der en ny dagsorden til for at komme overens med den nye virkelighed. Det er meget usandsynligt, at en to-statsløsning er mulig. Hvad er ellers muligt? Der skal være en klar tænkning. Du kan ikke bare have en følelsesmæssig reaktion. Nye græsrodsformationer skal opstå, og det, vi har set på Vestbredden for nylig – med landmændenes fagforening og den lille fagforening og forskellige andre arbejder- og bondeorganisationer, der kommer ud på gaden – er et meget opmuntrende tegn. Det betyder, at folkeorganisationerne tager initiativet. Jeg håber, de formulerer en dagsorden for deres egen politik, for Palæstina har brug for en ny politik.

DB: Det er interessant at tænke på Jordan i denne sammenhæng. Palæstinensere er en stor del af befolkningen der. De forsøger på en måde at spille begge ender til midten.

VP:  Du har meget ret. Jeg tror, ​​at de protester, der fandt sted i Amman og i andre byer, ikke kunne have været forestillet så sent som i 2011, under det arabiske forår. Den umiddelbare årsag til protesterne var regeringens forhøjelse af skatter. En tværklassisk alliance udviklede sig for at protestere mod dette. Men dette var blot den gnist, der bragte folk på gaden. Der er noget dybere her. Den jordanske herskende klasse har haft en meget mærkelig underordnet position med hensyn til Saudi-Arabien, USA og Israel. Når der er protester i Ramallah, for eksempel på den anden side af Jordanfloden, er der stille i selve Jordan. Hvorfor har det jordanske monarki ikke været meget mere ligefrem i at fordømme massakren ved Gazas perimeterhegn? Vi skal ikke gå ud fra, at det kun handler om skatter, et spørgsmål om brød og smør. Der er også noget afgørende politisk her, en utilfredshed med monarkiet. Muligheden for at flytte en alternativ dagsorden er så snæver i Jordan. Jeg forudser ikke et brud med saudierne og amerikanerne og israelerne. Det stiller et vanskeligt spørgsmål for monarkiet i Jordan. Den balancerer på den ene side denne lejr af saudierne, amerikanerne og israelerne, og på den anden side sin egen befolkning, som ikke kan lide denne alliance. Det, vi får, er disse ændringer af kabinettet, men der er ingen langsigtet løsning for Jordan.

DB:   Trump-administrationen fremstår virkelig som en hvid overherredømmeoperation. Det tager immigrationsapparatet oprettet under Obama og tager det til næste niveau. Hvad er dine tanker om adskillelse af familier ved grænsen?

VP:    Der er ingen tvivl om, at Trumps politik er ret modbydelig. Jeg er glad for, at folk i USA trækker sig tilbage. Men dette går tilbage til beslaglæggelsen af ​​indianerbørn og bragt dem i koncentrationslejre. Slavebørn revet fra deres familier. Dette er en gammel historie i amerikansk historie, som landet aldrig har taget højde for. Dette er et meget dybere problem end Trump eller Obama. Dette er dybt i den amerikanske struktur. Jeg synes, det er på tide, at landet konfronterer den grimme sandhed om slaveri. Hele familier blev ødelagt. Begreber som kærlighed blev taget væk fra folk af afrikansk afstamning. Hvad sker der med deres børn, som ses som mesterens ejendom? Hvordan er det anderledes end hvad Trump gør nu?

DB: Vi ser amerikanske journalister blive meget oprørte over opdelingen af ​​familier, men de lader til at være ligeglade, når israelerne har en politik med at arrestere og torturere børn og opløse familier, hvilket er meget svært ikke at bemærke.  

VP:  Det har til dels at gøre med en vis form for arrogance, at Amerika er bedre end dette. Men faktisk er det præcis, hvad Amerika er. Hvis du siger, at vi er exceptionelle, og hvis du siger, at israelerne er nødt til at gøre det af sikkerhedsmæssige årsager, så kan du tilgive israelerne samtidig med, at du hævder at være anderledes. Ann Coulter sagde for eksempel i går, at de børn, der kommer over grænsen, er børneskuespillere. Dette er den samme holdning hos de hårdeste hjerter i Israel. Medmindre folket protesterer mod sådanne handlinger fra deres regering, vil det samfunds sjæl atrofiere, og det vil ikke længere have evnen til at være medfølende. Det er, hvad der sker i Israel. Og selvfølgelig er det en del af den sklerose, der også har inficeret den amerikanske kultur.

Dennis J. Bernstein er vært for "Flashpoints" på Pacifica-radionetværket og forfatter til Special Ed: Stemmer fra et skjult klasseværelse. Du kan få adgang til lydarkiverne på www.flashpoints.net. Du kan komme i kontakt med forfatteren på [e-mail beskyttet].