Rohingyaernes situation: Etnisk udrensning, massevoldtægt og monsuner på vej 

Dennis J. Bernstein talte med filmskaber og menneskerettighedsaktivist, Jeanne Hallacy, lige tilbage med rædselshistorier fra Myanmar og de massive rohingya-lejre på over 700,000 i nabolandet Bangladesh.

Af Dennis J Bernstein

Det engelsksprogede Bangkok Post rapporteret den 5. maj, at de rohingya-flygtninge, der vender tilbage til Myanmar, vil være i sikkerhed, ifølge militæret dér, så længe de forbliver indespærret i de lejre, der bliver oprettet for dem. Myanmars nuværende øverstbefalende for de væbnede styrker, seniorgeneral Min Aung Hlaing, sagde til en besøgende delegation fra FN's Sikkerhedsråd, "der er ingen grund til at være bekymret for deres sikkerhed, hvis de bliver i de områder, der er udpeget til dem."

Men så omtalte general Min rohingyaerne som "bengalere" og fastholdt troen – og antagonismen mod dem inde i Myanmar – at rohingyaerne er udlændinge i landet, som lyver og overdriver deres lidelser for at få sympati fra resten af ​​verden. "Bengalierne vil aldrig sige, at de kommer gladeligt dertil. De vil kun få sympati og rettigheder, hvis de siger, at de står over for en masse strabadser og forfølgelse,” sagde han.

FN siger på sin side, at flygtningelejrene i Myanmar, som generalen henviser til, ikke er egnede eller sikre til ankomsten af ​​hundredtusindvis af rohingyaer, som allerede har lidt under den værst tænkelige former for brutalitet, herunder nedbrændingen af hele landsbyer, massevoldtægt og mord.

Faktisk er det almindeligt kendt, at lidelsen og den direkte forfølgelse af rohingyaerne og andre minoriteter har stået på uafbrudt i årtier.

Den 3. maj indhentede jeg den kendte filmskaber og menneskerettighedsaktivist, Jeanne Hallacy, lige vendt tilbage fra Myanmar og de massive lejre i nabolandet Bangladesh. Hallacy har arbejdet i regionen i mange år, og hendes film har dokumenteret lidelserne for forskellige minoriteter i Burma gennem flere årtier. Hun var på vej til et seminar om situationen i Myanmar og for at se sin nye kortfilm, der dokumenterer, hvordan militæret i Myanmar har brugt voldtægt som et krigsredskab. Hun var ekstremt bekymret over, at de vidtstrakte flygtningelejre nu står over for de ekstra farer for en koleraepidemi og den årlige oversvømmelse, der skyldes monsunregnen.

AP rapporterede den 2. maj: "Rohingya-flygtningene er undsluppet soldater og skud. De er undsluppet pøbel, der stormede gennem deres landsbyer, dræbte og voldtog og brændte. De er flygtet fra Myanmar, deres hjemland, for at finde ly i vidtstrakte flygtningelejre i nabolandet Bangladesh. Nu er der en ny fare: regn. Den årlige monsun vil snart feje gennem de enorme lejre, hvor omkring 700,000 rohingya-muslimer har boet siden sidste år... Klyngerne af bambus- og plastikhytter, bygget langs endeløse bølger af stejle bakker, står nu over for en syndflod, der i et gennemsnitligt år dumper hvor som helst fra 40 til 60 centimeter (16 til 24 tommer) regn om måneden."

Hallacy fik i interviewet følgeskab af den studerendes menneskerettighedsaktivist, Miu, som arbejder med menneskerettighedsgrupper på UC Berkeley for at demonstrere den rolle, som sociale medier – især Facebook – har spillet for at lette lidelsen og massevoldtægten, der har været en del af den etniske udrensning af rohingyaerne fra Myanmar.

Dennis Bernstein: De, der er flygtet fra Myanmar, står fortsat over for en forfærdelig situation i eksil. Folkene tilbage i Myanmar siger, at de er velkomne til at vende tilbage, men handlingerne understøtter ikke ordene. Giv os venligst en opdatering, både med hensyn til hvad der sker i eksil og hvad der sker i landet.

Senere vil vi tale om det burmesiske militærs konsekvente brug af voldtægt som et krigsredskab. Vi vil også tale om, hvordan Facebook giver næring til denne slags slagtninger. Men brug venligst et øjeblik på at give os en opdatering om situationen på stedet.

Jeanne Hallacy: Rohingyaernes situation er en af ​​de alvorligste flygtningekriser i verden. Da vi sidst mødtes, var jeg endnu ikke gået i lejrene. Denne masseudvandring har nu set en million rohingyaer flygte fra Burma til lejrene i Bangladesh. Jeg har lavet denne form for arbejde i mange årtier, men da jeg stod på afgrunden af ​​denne lejr og så så langt øjet rakte den utrolige elendighed af tusinder og atter tusinder af mennesker, der var stuvet sammen på dette lille sted, tog det bare min ånde væk.

Det var ikke kun skalaen, det var det faktum, at når man gik rundt i lejren, havde alle de voksne denne dybe følelse af lidelse og traumer, fordi de havde oplevet sådanne afskyelige menneskerettighedskrænkelser, før de flygtede. Det var ulig nogen flygtningelejr, jeg nogensinde har set i mit arbejde som journalist.

DB:  Vil du dele med os nogle af de historier, der bliver hos dig, så vi kan holde et menneskeligt ansigt på dette?

JH: Vi har besluttet at fokusere på en af ​​de menneskerettighedskrænkelser, som vi ved er blevet dokumenteret af den burmesiske hærs rydningsoperationer, der fandt sted i august sidste år, efter at en gruppe selvskrevne rohingya-militante angreb tredive burmesiske grænseposter. Alvoren af ​​reaktionen var fuldstændig ude af proportion med angrebene. Det er det, der førte til denne massive udvandring, som ifølge FN-embedsmænd var en af ​​de største udvandringer af mennesker, de nogensinde har set.

Human Rights Watch har satellitoptagelser, som viser den fuldstændige ødelæggelse af over 350 landsbyer, der blev jævnet med jorden. Kvinder blev tvunget til at stå i floden, da deres børn blev revet af deres arme og dræbt foran dem. Piger helt ned til syv år var overlevende fra seksuel vold, hvoraf nogle blev dræbt bagefter. Folk blev vilkårligt tilbageholdt og dræbt. Ufattelige menneskerettighedskrænkelser blev udført af burmeserne, hvilket førte til denne udvandring.

Inden for dette spektrum af rædsel besluttede vi at fokusere på spørgsmålet om seksuel vold. Vi fandt det oprørende, at de, der har tvivlet på rohingya-flygtningenes nøjagtighed, har sagt, at de unge kvinder og piger, der sagde, at de var blevet voldtaget, løj, og at de blev betalt for at afgive falsk vidnesbyrd.

DB: Jeg vil gerne minde folk om, at jeg sammen med Leslie Kean rapporterede om denne brug af voldtægt som et krigsredskab af den burmesiske hær i en forsidehistorie i The Nation magasin i 1996. Dengang udtrykte Aung San Suu Kyi sin bekymring over det, da hun sad i isolation. Hun har været tavs siden, men det har foregået, og militæret nægtede det dengang, som de nægter det nu.

JH: Faktisk er dette misbrug fra det burmesiske militærs side blevet dokumenteret af etniske kvindegrupper i eksil. Vi fokuserer på disse rohingya-piger for at gøre en parallel til den fortsatte brug af seksuel vold i områder, hvor konflikten fortsætter. Det er ikke kun rohingyaerne, der er blevet ramt af det burmesiske militær. I denne uge, i det nordlige Kachin-stat, var der fornyede angreb fra det burmesiske militær, og der var en rapport om en kvinde i halvfjerdserne, der blev voldtaget. Det burmesiske militær er sluppet afsted med dette i årtier ustraffet.

DB: FN tog nogle foranstaltninger i dag [3. maj]. Kunne du tale om det? Jeg tror, ​​at Aung San Suu Kyi faktisk sagde et par ord, men hun vil ikke sige ordet "rohingya".

JH: Desværre er ordet "rohingya" blevet noget af en lynafleder. Selv i en tebutik i Rangoon tør man ikke sige det, det er så inflammatorisk. Den islamofobi, som fejer over Burma nu, er drevet af denne ultranationalistiske, højreorienterede inderlighed, der ser buddhismen som den nationale religion og enhver anden som faktisk truer staten Burma.

Aung San Suu Kyi udsendte en erklæring [den 1. maj], som var det første positive tegn fra regeringen. Hendes udtalelse sagde, at det var på tide for den burmesiske regering at arbejde i partnerskab med FN's Udviklingsprogram og UNHCR.

Det er meget vigtigt, at FN's særlige rapportør for menneskerettigheder, Yanghee Lee, gentagne gange har påpeget, at der kunne være kendetegn for folkedrab i dette. FN har allerede klart identificeret dette som etnisk udrensning, men spørgsmålet om, hvorvidt folkedrabet har fundet sted, mangler at blive undersøgt. Desværre blev Yanghee Lee nægtet adgang til landet. Dette var en meget alvorlig hindring for at acceptere FN's rolle i forsøget på at forstå de grundlæggende årsager til denne konflikt.

DB:  Hvordan vil du forklare Aung San Suu Kyis svar på alt dette?

JH: Militæret har fortsat fast kontrol over tre af de vigtigste ministerier i landet. De forbliver i økonomisk magt. Og endnu vigtigere, 25% af parlamentet er udpeget af militæret. For at vedtage en lov skal du have 76 % af parlamentets stemmer. Så der kan ikke være nogen reel reform.

Aung San Suu Kyi går på stram snor i denne politiske overgang. Denne krise var en mulighed for hende til at tage hatten på igen som et menneskerettighedsikon og skabe et moralsk kompas. Hvis hun talte ud, ville hendes landsmænd følge efter. Hvis hun mindede folk om buddhismens principper, herunder kærlig venlighed og medfølelse, tror jeg, det ville hjælpe med at reducere det hysteriske had og racisme.

DB: Jeg vil gerne bringe dig ind, Miu, en studenteraktivist ved UC Berkeley, der arbejder med Menneskerettighedscentret der. Du dokumenterer den rolle, som Facebook ser ud til at spille i udførelsen af ​​massemord.

Miu: Som I begge har nævnt, har der været en historie med diskrimination af rohingyaer i Myanmar. Når vi analyserer denne konflikt, må vi spørge "Hvorfor nu?" Vores team har opdaget, at med stigningen i teknologisk tilgængelighed efter 2013, da regeringen afsluttede sit monopol på internetadgang, gik penetrationen fra 4 % til 90 % i landet. Denne stigning i teknologisk tilgængelighed er blevet forbundet med en stigning i vold og en stigning i hadefulde ytringer online.

I Myanmar er Facebook en form for nyheder. Folk der ser Facebook som sandheden. Da internettet bliver tilgængeligt for folk så hurtigt, er digital analfabetisme et massivt problem i landet. Folk ved ikke, hvordan man genkender falske nyheder og propaganda.

I mange tilfælde kan tilskyndelse til hadefulde ytringer online føre til faktisk vold på stedet. Vi så dette i juli 2014, da en ubekræftet historie om, at en muslimsk tebutiksejer voldtog en buddhistisk medarbejder, cirkulerede online. Denne stilling blev derefter promoveret af Ashin Wirathu, lederen af ​​den buddhistiske nationalistiske 969-bevægelse, og førte til optøjer, hvor muslimske butiksejere blev angrebet. To mennesker blev dræbt og fjorten blev såret.

Vores team har også dokumenteret hændelser med hadefulde ytringer online fra regeringsembedsmænd, for eksempel, hvor de har omtalt rohingyaerne som "afskyelige menneskelopper." Vi samlede faktisk en post af militærets kommandochef, der sagde "Race skal opsluges af en anden race."

DB: Hvis det ikke lyder som etnisk udrensning og begyndelsen på et folkedrab, ved jeg ikke, hvad der gør.

Miu: Disse indlæg viser hensigt og viden, hvilket bliver ekstremt vigtigt for spørgsmålet om ansvarlighed. Facebook er blevet brugt som et våben i denne konflikt, for at fremme had, men også for at nægte ansvarlighed. Yanghee Lee sagde i marts i Menneskerettighedsrådet, at "Facebook er blevet til et udyr."

DB: Har Facebook været sympatisk?

Miu: Mark Zuckerberg har udtalt, at det, der skete i Myanmar, var en frygtelig tragedie, og at Facebook var nødt til at gøre mere. En talsmand har sagt, at de undersøger situationen, og at de lover at fjerne hadefulde ytringer inden for 24 timer efter opslaget, og at de udvikler en modtalekampagne. Men alt dette er reaktionært, og det sker ikke hurtigt nok.

Desværre ser vi ikke den store forandring. En form for forandring, vi ser, er, at disse online-virksomheder begynder at indse, at de er nødt til at fjerne noget indhold. Men de gør det på en måde, der ikke er nyttig for menneskerettighedsarbejdere, som forsøger at samle dette indhold som bevis. På det seneste har vi set mange af optagelserne af vold blive fjernet af Facebook og YouTube. Vi har brug for en inklusiv samtale mellem menneskerettighedsforkæmpere og teknologivirksomhederne for at sikre, at nyttig information opbevares, mens det, der er skadeligt, fjernes.

DB: Jeanne, hvis politikken fortsætter, hvor er vi så på vej hen?

JH:  Dette er et dilemma, som det internationale samfund står over for, lige fra FN til alle de store ngo'er, som yder den humanitære nødhjælp til den fordrevne befolkning i Bangladesh.

Den bengalesiske regering kan ikke på ubestemt tid være vært for dette antal mennesker. Det er allerede en fattig nation med sine egne interne sikkerhedsproblemer forårsaget af en stigning i islamisk fundamentalisme. Før eller siden vil noget af denne vrede blive vendt mod flygtningene. Det har vi allerede set tegn på.

Spørgsmålet er, hvor og hvornår rohingyaerne kan tage til et sted, hvor de kan vende tilbage med værdighed. Tilbuddene fra Myanmars regering om at repatriere dem og den aftale, de indgik med den bangladeshiske regering om at gøre det, er hule, medmindre de grundlæggende årsager til den utrolige undertrykkelse, som rohingyaerne har levet under i årtier, tages op.

Først og fremmest er statsborgerskab. Uden statsborgerskab er så mange ting utilgængelige for dig, lige fra sundhedspleje til uddannelse. Men i tilfældet med rohingyaer involverer det bevægelsesbegrænsning. Hvis du vil besøge nogen i en nabolandsby, skal du have et tilladelsesbrev. Hvis du har brug for lægehjælp uden for din landsby, skal du have et tilladelsesbrev. Hvis du vil giftes, skal du søge om tilladelse. For at reparere dit hus eller din moske skal du have tilladelse. Alle rohingyaer er blevet lukket ude fra universiteter siden volden brød ud i 2012.

Medmindre der er en omfattende indsats fra den burmesiske regerings side, der arbejder i partnerskab med agenturer, der har viden og ekspertise til at skabe en atmosfære, hvor der er adgang til retfærdighed og retfærdig ret til at leve på den jord, så er alle vilkår for hjemsendelse for tidligt på dette stadium.

Den humanitære krise er nu særligt alvorlig på grund af monsunsæsonen. Monsunsæsonen i Bangladesh er meget hård. Denne lejr er bygget på en slags sandet silt. Der er ingen beskyttelse mod vinden og regnen. Der er frygt for mudderskred, der involverer en høj sygdomsrisiko. Så det er et kapløb mod uret, også på kort sigt. På længere sigt, medmindre der er et menneskerettighedsprisme, hvorigennem situationen kan ses, er enhver bæredygtig løsning virkelig for tidlig at overveje.

Jeg ville føje til det, Miu sagde med hensyn til at udtrykke atmosfæren i Burma over for folk nu, ikke kun blandt flygtningene i Bangladesh. Mange menneskerettighedsforkæmpere i Burma, der har vovet at tale på vegne af rohingyaerne, er nu selv blevet ramt af Facebook. Folk tror, ​​at medlemmer af militæret udgiver sig for civile i falske profiler for at udføre dette grusomme angreb mod enhver journalist eller aktivist, der taler om krisen i Rakhine-staten.

To Reuters-journalister, Wa Lone og Kyaw Soe Oo, undersøgte en af ​​de mange massakrer, der fandt sted under de militære operationer sidste år. De har siddet i fængsel i fem måneder, tilbageholdt uden kaution for angiveligt at afsløre statshemmeligheder. Nogle få af betjentene ved den massakre er blevet idømt ti års fængsel, hvorimod de to Reuters-journalister, der rapporterede massakren, står over for fjorten år!

Under Aung San Suu Kyis regering har antallet af sager om journalister, der er blevet chikaneret, intimideret, truet, arresteret eller fængslet under telekommunikationsloven, faktisk været højere, end det var under militærregimet. En anden utrolig kollega, Esther Htusan, den første burmesiske journalist nogensinde til at vinde Pulitzer-prisen, måtte flygte ud af landet for sit liv, fordi de truede ikke kun hende, men også hendes familie på Facebook. De sagde faktisk til folk, hvis du ser hende offentligt, så angreb hende eller bring hende til en politistation. Hun arbejdede for Associated Press. Det er den slags pres, som den burmesiske presse er blevet sat under for overhovedet at rapportere om spørgsmålet om rohingyaerne. Facebook hjælper med dette. 

Dennis J. Bernstein er vært for "Flashpoints" på Pacifica-radionetværket og forfatter til Special Ed: Stemmer fra et skjult klasseværelse. Du kan få adgang til lydarkiverne på www.flashpoints.net. Du kan komme i kontakt med forfatteren på dbernstein@igc.org.