Trump-administrationens nye arabisk-israelske politik fokuserer på Saudi-Arabien og Israel med ringe bekymring for palæstinenserne, som fortsætter med at protestere for deres rettigheder, herunder en nylig sultestrejke i fængsler, rapporterer Dennis J Bernstein.
Af Dennis J Bernstein
Den 17. april indledte omkring 1,500 palæstinensiske fanger i israelske fængsler en sultestrejke, der varede godt over en måned, og krævede grundlæggende menneskerettigheder - en ende på nægtelse af familiebesøg, ordentlig lægehjælp og behandling, adgang til videregående uddannelse og en ende til isolationsfængsling, administrativ tilbageholdelse og fængsling uden sigtelse eller retssag.
Et skilt, der støtter løsladelsen af den fængslede palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Marwan Barghouti. (Wikipedia)
Israel fortsatte med at ignorere fangekrav, mens de intensiverede deres misbrug og kollektive afstraffelse. Ifølge menneskerettighedsgruppen Addameer, "I løbet af de sidste fem årtier er godt 800,000 palæstinensere blevet fængslet eller tilbageholdt af Israel, svarende til omkring 40% af den samlede mandlige befolkning i palæstinensiske områder."
I dag er omkring 6,500 mennesker stadig fængslet, herunder nogle, der har verdensrekorder i de længste perioder i tilbageholdelse af politiske fanger. Med den palæstinensiske sultestrejkeleder Marwan Barghoutis ord: "Retigheder tildeles ikke af en undertrykker. Frihed og værdighed er universelle rettigheder, som er iboende i menneskeheden, som enhver nation og alle mennesker kan nyde. Palæstinensere vil ikke være en undtagelse. Kun at afslutte besættelsen vil afslutte denne uretfærdighed og markere fredens fødsel."
Jeg interviewede den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist, Arab Barghouti, om den nylige sultestrejke ledet af hans far, Marwan Barghouti.
Dennis Bernstein: Jeg forstår, at du lige har mødt repræsentanter for kongresmedlem Barbara Lee. Fortæl os om mødet. Hvad var formålet.
Arab Barghouti: Jeg gav dem et brev fra mig personligt til kongreskvinden, Barbara Lee. Vi forsøger at få opmærksomhed fra de amerikanske embedsmænd, fra den amerikanske kongres, alle indflydelsesrige politiske højt profilerede personer, som kan hjælpe os med at øge bevidstheden og lægge pres på den israelske regering i dette spørgsmål. Sultestrejken har stået på længe nu.
DB: Fortæl os mere om strejken og de strejkende, ledet af din far.
AB: Dette var en af de største sultestrejker i den moderne historie. Omkring 1,500 palæstinensiske politiske fanger deltog i den. Min far, Marwan Barghouti, er tilfældigvis lederen af sultestrejken, og han er en palæstinensisk politisk leder, som har siddet i israelske fængsler i 15 år.
DB: Femten år. Hvor gammel er du?
AB: Jeg er 26.
DB: Du er 26, så din far har siddet i fængsel det meste af dit liv.
AB: Ja, mere end halvdelen af mit liv.
DB: Så du ham anholdt?
AB: Jeg kan faktisk stadig huske, da jeg var et lille barn, 11 år gammel, kom de israelske soldater til vores hus, overtog huset og satte det israelske flag på vores balkon, satte mig med mine to søskende og min mor i en soveværelse. Og vi plejede at spørge om lov til at gå i køkkenet for at spise eller gå på toilettet. På det tidspunkt var det israelske militær...
DB: Arresterede de din far på det tidspunkt?
AB: Nej, nej.
DB: De besatte dit hus.
AB: Ja, de ledte efter ham. De spørger mig brutalt "Hvor er din far?" Som om jeg kommer til at lyve. Jeg var bare et lille barn, der ikke forstod noget. Efter at de var gået et par dage, blev de et par dage i vores hus. Efter et par uger så jeg på fjernsynet med min familie, og jeg så måske det værste øjeblik i mit liv, jeg så min far omringet med israelske soldater, og det var virkelig hårdt for mig. Jeg begyndte at græde, og jeg vidste det ikke, jeg forstod ikke engang, at det ville tage ham så lang tid – som om vi taler om 15 år. Og hele mit liv har ikke været med min far. Han er en respekteret politisk leder og måske den mest populære palæstinensiske leder i Palæstina.
DB: Så du voksede op, da du havde chancen, og så på ham gennem tremmerne i fængslet?
AB: Ja, jeg har ikke rørt min far i 15 år.
DB: Du har ikke rørt din far i 15 år.
Palæstinensiske drenge forbereder sig på at byde Women's Boat velkommen til Gaza, som blev opsnappet af den israelske flådeblokade den 5. oktober 2016.
AB: Ja, endda for at give ham hånden. Det har jeg ikke lov til, og de giver mig tilladelse til at besøge ham en gang hvert andet år. Jeg har ikke set min far i to år.
DB: Du har ikke set ham. Du får en gang hvert andet år.
AB: Det er det. Og når jeg skal besøge ham, tager rejsen mig 20 timer, og så kan jeg knap have 45 minutter med ham. Jeg taler med ham i telefon, hvor jeg næsten ikke kan høre hans stemme. Det er frustrerende, og det er en ydmygelse ikke kun for fangerne, men også for alle fangernes familier.
DB: Og jeg ville ikke lyve, hvis jeg sagde, at historien, du deler med os, repræsenterer historien om hundredtusindvis af palæstinensere? Her er en nylig udtalelse fra din far efter 15 år bag tremmer: "Retigheder tildeles ikke af en undertrykker. Frihed og værdighed er universelle rettigheder, som er iboende i menneskeheden, som enhver nation og alle mennesker kan nyde. Palæstinensere vil ikke være en undtagelse. Kun at afslutte besættelsen vil afslutte denne uretfærdighed og markere fredens fødsel." Jeg vil gerne tale om den nuværende situation, og bare lidt mere om din far – hans intellektuelle baggrund og hvad familien, Barghouti-familien, har lavet i de sidste syv generationer.
AB: Barghouti-familierne er en af de største familier i Palæstina. Vi har mere end 20,000 mennesker rundt om i verden, ikke kun i Palæstina. Fordi vi alle ved, at mange palæstinensere er flygtninge og blev smidt ud af deres land og deres hjem tilbage i 1948 og tilbage i 1967. Min far har modstået den israelske besættelse i mere end fire årtier. Han har siddet i fængsel før, mere end seks år. Han blev udskåret fra Palæstina, smidt ud i syv år. Men samtidig er han palæstinensisk parlamentsmedlem, valgt to gange.
DB: Valgt to gange.
AB: Ja, og han er i øjeblikket medlem af parlamentet. Han er også, han er en veluddannet mand. Han tog sin ph.d. i statskundskab fra Cairo University. Han er meget anerkendt lokalt og internationalt.
Og når vi siger internationalt, så taler vi om ikoner som Nelson Mandela selv, der offentligt støttede min far og hans løsladelse. Min fars kaldenavn er palæstinenseren Mandela.
Vi taler om den tidligere amerikanske præsident, der sendte os en video, Mr. Jimmy Carter, sendte os en video, der taler om nødvendigheden af at løslade Marwan Barghouti. Og nødvendigheden af hans rolle i den fredsoperation. Angela Davis, modtager af Nobels fredspris. Min far er nomineret til Nobels fredspris.
Han er anerkendt fra hundredvis af parlamentarikere over hele verden. Europa-Parlamentet stemte for løsladelsen af Marwan Barghouti. Byer i Frankrig, Italien, Sydafrika og over hele verden gav ham æresborgerskabet. Dette giver dig den idé, at når den israelske regering siger en terrorist, om ham og om alle de 6,500 palæstinensiske politiske fanger, betyder det ikke noget, fordi han støttes af folk, der har været igennem denne kamp og kender undertrykkelsen meget godt. .
DB: Og klart, de burde være i stand til at fortælle på den måde, hvorpå hans søn repræsenterer ham, noget om, hvem denne mand er. Og jeg bliver bare nødt til at spørge dig om en detalje mere. Jeg håber ikke du synes det er dumt. Men du hedder Arab Barghouti. Hvordan valgte han det, for jeg tror det er som om du repræsenterer alle araberne, er det det?
AB: Ja. Det er ligesom sjovt. For da jeg tilmeldte mig Facebook, fortalte de mig, at Araber er en nation, så jeg var nødt til at sætte to A'er i starten for at ændre mit navn. Selv derhjemme er det ikke et almindeligt navn. Det er ligesom en
nation.
DB: Nej, jeg forstår det. Ja, det er derfor, jeg spørger dig.
AB: Ja, præcis. Min far tror på den arabiske nationalitet. Han tror også på ære. Min brors navn hedder Sharaf, hvilket betyder ære på arabisk. Og det er også et af hans principper, han levede på, den arabiske kultur. Og jeg kan virkelig godt lide det. Som om folk bliver chokerede, når de hører mit navn, men jeg kan lide det.
DB: Okay, Araber, jeg har et andet spørgsmål til dig, lad os nu gå tilbage til frontlinjen. Så tag et langt øjeblik, og beskriv de nuværende forhold nu, hvor alle fanger, at disse 1,500?...du siger, er i en sultestrejke?
AB: Ja.
DB: Og alle de andre, det inkluderer vel børn?
AB: Børn blev forhindret...
DB: De er ikke slående.
AB: Nej. Fordi min far og ledelsen af fangerne stoppede dem, selvom de ønskede at finde sted. Det er 1,500 palæstinensiske politiske fanger mellem 18 og 65 år. Vi har mange
ledere derinde. Ahmad Sardar er tilfældigvis en af dem, Bashir Shaheed. Også hr. Karim [Yunis], som tilbringer det 35. år af sit liv i israelske fængsler.
DB: Femogtredive år.
AB: Ja, det er den længste politiske fange i den moderne historie. Mr. Karim sagde ved at risikere sit liv: "Selv om vi desværre skal dø for dette, er det vores ret, og rettigheder skal tages med maven." Og min far sagde, at en sultestrejke er den mest fredelige måde at protestere mod den uretfærdighed, der er blevet praktiseret mod ham og hans medfanger.
Og de tager denne kamp... når man ser på det, beder de ikke om meget. De beder om familiebesøg, de beder om ophør af administrativ tilbageholdelse, som holder fanger i årevis uden selv at besøge retsdomstolen, uden selv at blive anklaget. Bedre helbredsforhold. Vi har mange palæstinensiske syge fanger. Vi har 19 med kræft. Og de bliver ikke behandlet humant. Vi taler om afslutningen på isolationsfængslingen. Min far tilbragte i isolationscellen i mere end tre år.
DB: Tre år i isolation.
AB: Det er umenneskeligt. Dette er umoralsk. Og de har prøvet og forsøgt at tale med den israelske fængselsmyndighed uden engang... de svarede dem ikke engang. Så de måtte tage et skridt, og de sultestrejkede. Desværre, og desværre i denne verden, som vi lever i 2017, har vi 1,500 palæstinensiske fanger, der beder om deres helt grundlæggende menneskerettigheder. Jeg beder alle, især det amerikanske folk, om at hæve deres stemme mod uretfærdigheden, ikke kun i Palæstina, men alle andre steder.
Præsident Donald Trump deltager i ankomstceremonier med præsident Mahmoud Abbas fra Den Palæstinensiske Myndighed ved præsidentpaladset den 23. maj 2017 i Bethlehem. (Officielt Hvide Hus-foto af Shealah Craighead)
DB: Det har været min observation, at når det kommer til Palæstina, gør virksomhedspressen ikke et godt stykke arbejde. Denne historie er nærmest ikke-eksisterende, skal du vide. Du følger overskrifterne. Trump var sammen med Mahmoud Abbas. Trump taler om fredspartnerne der. Jeg spekulerer på, hvad tror du, de strejkende synes om dette – det besøg? Gjorde Trump nogen indsats for at finde ud af om tortur, om strejken, om de lidelser, der foregår?
AB: Jeg tror, de palæstinensiske fanger er isoleret fra resten af verden. De ved ikke, hvad der foregår. De ved ikke noget om, hvad der foregår her. Vi har bedt menneskerettighedsorganisationer, vi har bedt Røde Kors, vi har bedt alle om at gå i det mindste og fortælle os, at min far har det okay. Vi vil bare gerne vide hans helbredstilstand.
DB: Og igen, du har ikke set ham i to år.
AB: Jeg har ikke set ham i to år. Og han blev forhindret... denne sultestrejke, fra dag ét til nu, fra at se nogen, undtagen én gang på den 28. dag, han så sin advokat og... kan du forestille dig, at efter 4 uger, så du ham en gang, og han fortalte ham, hvordan han blev tortureret, og hvordan de satte ham i en celle, der næsten ikke kunne passe til hans krop. Det var super beskidt. Og han måtte holde op med at drikke vand, indtil de flyttede ham til en anden celle. Og da de flyttede ham, satte de støj og lys i hans ansigt, så han ikke engang kan sove, og de opdigtede videoer om, at han spiste, og de er billige og fjollede som altid.
Og det eneste, de ikke gør, er bare at forhandle de helt basale menneskerettigheder, som jeg ikke mener er til forhandling. Vi taler om meget grundlæggende menneskerettigheder, og min far og hans medfanger vil ikke give op på dette, på deres helt grundlæggende menneskerettigheder. Vi taler ikke om, hvorfor de er der fra første omgang, for de burde ikke være der. De er frihedskæmpere, og de modsætter sig besættelsen juridisk. Det er lovligt at modstå besættelsen.
Dennis J Bernstein er et væld af "Flashpoints" på Pacifica-radionettet og forfatteren af Special Ed: Stemmer fra et skjult klasseværelse. Du kan få adgang til lydarkivet på www.flashpoints.net.
Hvis den gennemsnitlige joe vidste selv en tiendedel af, hvad Israel har stjålet fra den amerikanske økonomi, ville Israel være tilbage på mellemstatslige vej på udkig efter en ny rede at begå fejl.
I betragtning af alt det pro israelske zionist Trump har omgivet sig med og udnævnt, tror jeg, at portene til israelsk parasitisme vil være endnu mere åbne.
Jeg har intet som helst håb om, at Trump vil sætte USA's interesse foran sine israelske venners krav.
6.64 milliarder dollars i skadeserstatning på grund af den israelske regerings og AIPAC's brug af stjålne klassificerede amerikanske handelsdata
24. maj 2011 kl. 01:21 Østlig dagslys
WASHINGTON–(BUSINESS WIRE)–
I dag modtog Section 301 Committee of the US Trade Representative formelt et andragende med krav om 6.64 milliarder USD i kompensation til amerikanske eksportører. I 1984 blev amerikanske eksportører opfordret til at indsende forretningsfortrolige data om deres priser, markedsandele, interne omkostninger og markedsstrategi til International Trade Commission. USTR garanterede fortrolighed og kompilerede dataene i en klassificeret rapport til brug ved forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem USA og Israel.
Den israelske regering indhentede den klassificerede USTR-rapport og sendte den til American Israel Public Affairs Committee til brug i lobbyvirksomhed og public relations. Afklassificerede FBI-undersøgelsesfiler i andragendet afslører, at AIPAC's lovgivende direktør lavede ulovlige duplikationer, før han returnerede rapporten efter ordre fra USTR. FBI interviewede den israelske økonomiminister Dan Halpern, som indrømmede at have fået det klassificerede dokument og givet det til AIPAC.
Ifølge andragendet udnyttede Israel uretfærdigt de forretningsfortrolige data stjålet fra amerikanske virksomheder og industrigrupper til at skabe nye eksportorienterede industrier for at trænge ind på det amerikanske marked. Israel opnåede derved en uberettiget systemisk fordel. Den amerikansk-israelske frihandelsaftale er en anomali blandt alle bilaterale frihandelsaftaler, idet den primært kommer den udenlandske part til gode, idet den giver en destination for 40 % af Israels eksport. Andragendet hævder, at det nu er et privat industrifinansieret udenlandsk bistandsprogram. I 2010 producerede US Israel FTA et underskud på 11.2 milliarder dollar i varehandelen. I løbet af et årti har det amerikanske underskud i gennemsnit været 7.09 milliarder dollars om året. Det kumulative amerikansk-israelske underskud i nuværende dollars siden 1985 er 80.9 mia.
Cal - "Hvis den gennemsnitlige joe vidste selv en tiendedel af, hvad Israel har stjålet fra den amerikanske økonomi, ville Israel være tilbage på mellemstatslige vej på udkig efter en ny rede at begå fejl." Det er sjovt at skrive, Cal. Jeg tror, for at holde alt dette stille, burde Israel virkelig eje medierne og Hollywood – hov, det gør de!
Et land i et land. Det virker aldrig.
Jeg plejede at være en ivrig tilhænger af mondoweiss, indtil jeg ikke kunne tage de konstante rapporter og billeder af mænd, kvinder og børn, der uden grund blev skudt af kede IDF. Det gjorde mig morderisk.
Så jeg har svært ved overhovedet at sige noget om Palæstina. fordi de 70 år og tælle rædsel og uretfærdighed i det får mit hoved til at eksplodere..
En ting ved jeg – du vil aldrig få Israel ud af Palæstina eller nogen retfærdighed for Palæstina, før du får Israels lobby og femte søjle af US Zionist ud af den amerikanske regering og vores medier … og helst ud af vores land.
Hver gang nogen påpeger snesevis af zionistisk ledede amerikanske politikker for Israel, græder de antisemit……jam det slør holdt op med at genere mig for længe siden…..fordi 'Forræder overtrumfer 'antisemit hver dag i ugen i alle nationer i landet universet ..altid har, altid vil.
Og den anklage skræmmer politikere mere end noget andet, zios kan kaste på dem….Så det er det, jeg bruger det til dem og deres købte amerikanske politikere.
Cal – 13 medsponsorer i huset, ingen i senatet. Ja, "forræder" er det perfekte ord.
Hvorfor Israel aldrig vil kæmpe i en rigtig krig. For amerikanske zionister er ideen om jøder (i Israel) som en slags superkrigere deres viagra. Men de vil aldrig udkæmpe en jordkrig - deres militær er mere et våbenhold for Palæstina end en hær.
http://turcopolier.typepad.com/sic_semper_tyrannis/2014/07/the-idf-ground.html
IDF-jordstyrken – genudsendt 26. juli 2014
Oberst Pat Lang
(uddrag)
Jeg var tilknyttet og/eller ledte forbindelsen til Israel Defence Force (IDF) i mange år. Denne aktivitet fandt sted som en del af mine almindelige opgaver som officer i den amerikanske hær og senere som civil leder af Defense Intelligence Agency (DIA). Siden min pensionering fra amerikansk regeringstjeneste har jeg haft mange lejligheder til at besøge Israel og se IDF i aktion mod forskellige grupper af palæstinensere over hele Vestbredden. Jeg har mange venner, der er pensionerede og/eller reservemedlemmer af IDF. Mine observationer vedrørende IDF er baseret på den erfaring
Der er ingen karrieresergenter på jorden undtagen som teknikere. Medmindre systemet har ændret sig for ganske nylig, har IDF's landstyrker typisk ikke karriere-underofficerer i LINE af kampvåben. Dette er en strukturel tradition, der oprindeligt stammer fra den russiske zars hær, og som kom til Palæstina gennem russiske og polske zionistiske immigranter.
I Beit Suhur uden for Betlehem har jeg set IDF-tropper skyde mod palæstinensiske kristne kvinder, der hænger vasketøj ud i deres haver. Dette blev gjort med tankkoaksiale maskingeværer inde fra et opsvulmet jordfort et par hundrede meter væk, og åbenbart bare for sjovs skyld. I Betlehem fortalte en løjtnant mig, at han ville have fået sine mænd til at skyde mig på gaden under en demonstration, som jeg tilfældigvis blev fanget i, men at han ikke var blevet fanget, fordi han troede, at jeg måske ikke var palæstinenser, og at hvis jeg ikke var den hændelsen ville have voldt ham nogle problemer. Sådan mange ting har jeg set. Man kan sige, at i krig sker der noget. Det er sandt, men sådan adfærd er udtryk for en hær, der ikke er godt disciplineret og ikke et fuldstændigt pålideligt instrument for statspolitik. På mine rejser på Vestbredden i marts 2008 var det bemærkelsesværdigt, at opførselen over for civile palæstinensere fra IDF-tropper ved vejspærringer mindede om adfærden hos enhver gruppe af post-teenagere, der fik våben og fik lov til at mobbe de hjælpeløse for at se hårde ud. for hinanden. Jeg tror, at IDF ville være klogt i at dyrke nogle rigtige sergenter
Ziofascisme. Så ond, modbydelig, ond. Ubeskriveligt onde, ord fejler. Tulsi Gabbards "Stop Arming Foreign Terrorists"-lovforslag har kun 13 medsponsorer i huset, og Rand Paul kan ikke finde en eneste medsponsor til hans ledsagerlov i Senatet.
Jessica, hvor er den socialistiske helt, Bernie Sanders? Vil han bygge sin socialisme, mens han støtter alle disse krige, død og ødelæggelse. Jeg læste en artikel for et par år siden – da Bernie planlagde sit løb i primærvalgene – der antydede, at Bernie er en muldvarp plantet af etablissementet. Han er nu out reach-direktør under Chuck Schumer - senatoren fra City Bank. Vi lever i en verden af Alice i Eventyrland.
Trump udpegede en jødisk læge, der ikke ser ud til at være en af Uber-zionisterne, men han er ikke en veteran og har allerede lukket Israel ind i US Veteran Affairs-agentur. Stammebånd på arbejde for den israelske parasit
Veterananliggender dukker op som en ny grænse i det militære forhold mellem USA og Israel
Udgivet den 14. april 2017 af Lori Lowenthal Marcus/JNS.org og arkiveret under News, Israel, US og tagget Main.
Den amerikanske minister for veterananliggender David Shulkin (til venstre) og den israelske viceforsvarsminister Eli Ben-Dahan mødes i marts. Kredit: Gene Russell Photography.
Den amerikanske minister for veterananliggender David Shulkin (til venstre) og den israelske viceforsvarsminister Eli Ben-Dahan mødes i marts. Kredit: Gene Russell Photography.
Af Lori Lowenthal Marcus/JNS.org
Mens militære bånd mellem USA og Israel længe har været kendt for udenlandske hjælpepakker, deling af efterretninger og i fællesskab udviklet missilforsvarsteknologi, kan veterananliggender være en vigtig ny grænse i det forhold.
Frøene til denne tilføjede dimension til allerede historisk-amerikanske obligationer blev plantet under sidste års amerikanske præsidentvalg, især i øjnene af israelske regeringsembedsmænd, der har til opgave at tage sig af sårede og løsladte IDF-soldater.
Embedsmænd i det israelske forsvarsministerium påpeger, at den daværende kandidat og nu præsident Donald Trump i høj grad fokuserede på spørgsmål vedrørende veteraner på kampagnesporet og har fastholdt dette fokus i de første måneder af hans administration.
En anden relevant udvikling for israelske ledere er Trumps udvælgelse af minister for veterananliggender David Shulkin, en jødisk læge og hospitalsadministrator, som blev enstemmigt godkendt af Senatet den 13. februar – ingen lille bedrift i denne hyperpartiske æra.
Inden for få uger nåede den israelske viceforsvarsminister Eli Ben-Dahan og hans rådgivere ud til Shulkin og bad om et møde. Det møde - det første af sin slags mellem amerikanske og israelske politiske embedsmænd, der er ansvarlige for pleje af sårede og løsladte (kendt som "udskrevet" i USA) soldater - fandt sted i slutningen af marts i Washington, DC. Det markerede også Shulkins første besøg med en udenlandsk embedsmand.
"Niveauet af det forventede samarbejde bringer det, der længe har været et produktivt forhold [om militære anliggender], med hensyn til køb af teknologi og deling af information, til et helt nyt niveau," fortalte Idit Druyan, rådgiver for Ben-Dahan, JNS.org.
"Shulkin er ekstremt vidende. Han var meget imødekommende over for os og åben for at lytte til vores ideer. Vi var begejstrede for hans interesse for det arbejde, han ønsker at udføre, såvel som hans interesse for vores ekspertise,” tilføjede hun.
På nogle måder er systemerne til at arbejde med sårede og løsladte soldater i de to lande meget forskellige. Israelske soldaters progression fra det militære sundhedssystem til det offentlige system sker på regeringsniveau snarere end på individets initiativ, som det er tilfældet i USA
Alligevel er der mange ligheder i de typer medicinske problemer, der opstår. Behandling af posttraumatisk stresslidelse og selvmordsforebyggelse er af stor interesse for begge nationer, og lederne er blevet enige om at forfølge et fremtidigt samarbejde på disse fronter.
Ydermere har de israelske ledere taget godt imod ideen om, at USA bruger israelske eksperter til amerikanske præsentationer under internationale konferencer, hvor Israel selv endnu ikke deltager. En sådan mulighed vil give israelere mulighed for at fremvise deres viden på en verdensscene, som de indtil nu stort set er blevet nægtet adgang til.
Og hey, mens vi er i gang, hvorfor stjæler vi så ikke mere jord? Fra en artikel med titlen "Israel Makes It Official: The Destruction of Syria Will Legitimize Israeli Land Grabs":
“Israels viceminister for diplomati Michael Oren har meddelt, at 'der ikke er noget Syrien at forhandle med', hvilket betyder, at Israels ulovlige besættelse af Golan bør anerkendes af det internationale samfund.
At udnytte kaos og ødelæggelse af en seks-årig krig for at presse på for international anerkendelse af besat land? Det er ikke særlig naboligt.
Ifølge Oren, "Uden Israel der [i Golan] ville regionen være truet. ISIS ville være på Kinneret."
Måske er dette grunden til, at Israel gentagne gange har angrebet den syriske hær og dens allierede, der kæmper mod Islamisk Stat i Syrien, i stedet for at bombe ISIS?
Bombning af den syriske hær, IKKE ISIS.
"Husk på, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu tidligere på måneden argumenterede for, at Israel har brug for bufferzoner på syrisk territorium for at beskytte det israelsk-besatte Golan. Med andre ord: Israel ønsker, at det internationale samfund anerkender besættelsen og 'beskytter' den. Planen var lige fra begyndelsen at hugge Syrien op. Tyrkerne og amerikanerne skændes nu om det nordlige Syrien, mens Israel tager skridt til at 'legitimere' sin besættelse - og skabe nye besatte zoner."
Ikke underligt, at ingen stoppede alle de unge mænd, der strømmede ind i Europa fra Syrien, hvoraf mange, hvis de var blevet, kunne have sluttet sig til den syriske hær. "Gå derind, ISIS, og skræm lortet ud af alle disse unge mænd, hug nogle få hoveder af, terroriser byerne og få dem til at flygte." Med betydelig hjælp fra NGO'er og såkaldte humanitære grupper slap de for deres konkurrence, drev dem ud.
Richard Falks bog med titlen "Palestina's Horizon: Toward a Just Peace" er netop blevet udgivet. To af hans universitetsforhandlinger blev aflyst, fordi zionistiske militante truede med at forstyrre.
"Hvad der skete i Storbritannien er en del af en stadig mere grim indsats fra pro-israelske aktivister for at lukke ned for debatten ved at engagere sig i forstyrrende adfærd, trusler mod sikkerheden og ved at plage talere, der betragtes som kritikere af Israel som 'antisemitter', og i min tilfældet som en 'selvhadende', endda en selvhadende jøde."
Så vendte de sig mod at give ham dårlige anmeldelser på Amazons hjemmeside, som tog karaktererne for hans bog ned til det lavest mulige niveau.
"På trods af at jeg har udgivet mange bøger i løbet af denne digitale tidsalder, havde jeg aldrig før fået en bog angrebet på denne online måde, der åbenbart forsøgte at afskrække potentielle købere og nedgøre mig som forfatter. Faktisk er denne kampagne en innovativ version af digital bogbrænding, og selvom den ikke er så levende visuelt som et bål, er dens hævngerrige intentioner de samme."
Han skriver om, hvordan en ny FN-rapport "konkluderede, at beviserne vedrørende israelsk praksis over for det palæstinensiske folk svarede til 'apartheid' som defineret i international lov." Hvad gjorde amerikanske senatorer?
"I en bemærkelsesværdig demonstration af enhed overvandt alle 100 amerikanske senatorer for nylig den polariserede atmosfære i Washington for at slutte sig til at sende et arrogant brev til den nye FN-generalsekretær, António Guterres, med krav om en mere venlig, blå vask, tilgang til Israel i FN og truende økonomiske konsekvenser, hvis deres uhyrlige synspunkter ikke blev lyttet til."
https://www.counterpunch.org/2017/05/08/israels-new-cultural-war-of-aggression/
“DB: Du har ikke rørt din far i 15 år.
AB: Ja, endda for at give ham hånden. Det har jeg ikke lov til, og de giver mig tilladelse til at besøge ham en gang hvert andet år. Jeg har ikke set min far i to år.”
Hvor er Hollywoods storfilm om dette? Og der skal ikke bygges vrede op? Hvis jeg var der, ville jeg være død.
Grunden, som nogle kalder Israel, er gennemblødt med blodet fra de torturerede og fordrevne.
Er der nogen, der forventer, at to af de mest onde aktører på verdensscenen har en bekymring for menneskerettighederne? De vil kun udtrykke sådanne bekymringer som et dække for deres grusomheder. Værdsatte amerikanerne de indfødte amerikanernes eller de afrikanske slavers menneskerettigheder? Har Israel nogen bekymring for de palæstinensere, som de forsøger at udrydde? Hvis du mener, at disse statslige enheder har nogen bekymring for menneskerettighederne, er du dybt og farligt vildledt.
Siden deres blev taget væk, siger jeg, at palæstinenserne skal have et hjemland, selvom det tilhører en anden. Jeg foreslår Brooklyn. Hvis de indfødte vægrer sig ved dette fornuftige forslag, så driv dem ud med en ryddig lille krig. Præcedensen så ud til at fungere godt i Israel, ikke?
God idé Realist! Det er på niveau med Swifts beskedne forslag.
Brooklyn er ikke nok, lad os give dem hele staten Florida.
De kan smide jøderne ud af deres ejerlejligheder, og så vil der være masser af boliger.
Palæstinenserne er anerkendte bønder, så de kan overtage virksomheder som Fanjul-brødrenes sukkermonopol under en lov, der ligner den, Israel lavede for sig selv i 1950 for at beslaglægge al palæstinensisk ejendom.
https://unispal.un.org/DPA/DPR/unispal.nsf/0/E0B719E95E3B494885256F9A005AB90A
FRAVÆRDES EJENDOMSLOV, 5710-1950* Inter-
prætion. 1. I denne lov –
(a) "ejendom" omfatter fast og løsøre, penge, en optjent eller betinget ejendomsret, goodwill og enhver rettighed i en sammenslutning af personer eller i dens ledelse."
Ved at klassificere enhver borger eller personer til stede i et "fjendtligt" territorium eller land som en "fraværende" i forhold til ejendom i Israel, var de i stand til at konfiskere den jord, penge, investeringer, boliger og fast ejendom, som palæstinenserne efterlod. som blev tvangsfordrevet i 1948. Det er stadig i kraft og bruges til at konfiskere palæstinensiske ejendomme mere end seks årtier senere.
Cal – Absentees' Property Law – wow, utroligt!
Ja det er det.
Når jeg forklarer Israel til de uinformerede, beder jeg dem forestille sig, at Texas eller Virginia var jødernes 'forjættede land', og i 1948 tildelte FN dem det land, som allerede var ejet og beboet af texanerne eller virginianerne. Derefter beskriver jeg, hvad de jødiske immigranter ville har gjort mod dem - det samme som de gjorde mod Palæstina - brænde deres afgrøder, terrorisere dem, dræbe deres husdyr, forgifte deres vandbrønde, løbe dem ud af deres hjem, dræbe dem, der gjorde modstand osv.
Så spørger jeg dem, hvad de ville have gjort.
.
.
Cal – når du tillader folk at visualisere, hvordan det ville være for dem, lad dem føle vreden og frustrationen, det sender et stærkt budskab. Godt for dig.