Iran-atomvalget

Mange republikanere vil modsætte sig Iran-atomaftalen for at miskreditere præsident Obama, og nogle demokrater vil bukke under for pres fra Israel, men det ultimative valg er, om politik og pres vil tilsidesætte verdens interesse i at begrænse Irans atomprogram, skriver tidligere CIA-analytiker Paul R. Søjle.

Af Paul R. Pillar

Gennemførelsen af ​​aftalen om at begrænse det iranske atomprogram sætter skarpt i valget for enhver, der vægter emnet og især for den amerikanske kongres, som vil have mulighed for at acceptere eller afvise aftalen.

Væk er enhver meningsfuld kibitting om, hvor godt forhandlerne udfører deres arbejde. Væk er endeløse spekulative permutationer af, hvordan forskellige problemer kan løses. Borte gætter på, hvordan den disposition, der var den rammeaftale, der blev annonceret i april, vil blive udfyldt med detaljerede vilkår. Spørgsmålet er blevet strippet ned til en enkel og letforståelig form: Det er et valg mellem den aftale, der netop er blevet annonceret, og slet ingen aftale om det iranske atomprogram.

Præsident Barack Obama, med vicepræsident Joe Biden, annoncerer underskrivelsen af ​​Iran-atomaftalen den 14. juli 2015. (Foto fra Det Hvide Hus)

Vi kan endelig komme ud over den sterile retorik om gode aftaler og dårlige aftaler og den tomme kliché, at ingen aftale er bedre end en dårlig aftale. Sammenligning mellem denne aftale og ingen aftale er det, der afgør, om aftalen er dårlig eller god. En god aftale er en, der er bedre end ingen aftale; en dårlig aftale er en, der er værre.

It har altid været en fantasi at en "bedre aftale" end hvad der fremgår af disse forhandlinger ville på en eller anden måde være muligt. Den lange, besværlige, fristforlængende karakter af forhandlingerne, der endte i Wien, gør, at forestillingen om, at noget "bedre" kunne være blevet vristet ud af iranerne, virker så meget desto mere fantasmagorisk. Bevidstheden om, at fem andre lande udover USA og Iran er parter i denne aftale, og at nogle af de seneste hårde forhandlinger har fundet sted inden for P5+1, burde yderligere fjerne denne opfattelse.

Alternativet til aftalen, dvs. ingen aftale, ville betyde ingen restriktioner for Irans atomprogram ud over de grundlæggende forpligtelser, der gælder for Iran som part i den nukleare ikke-spredningstraktat. Det ville betyde, at Iran kunne dreje lige så mange centrifuger, som det ville. Det ville betyde, at Iran ville være fri til at berige så meget uran, som det ønskede, til det berigelsesniveau, det ønskede. Det ville betyde, at Iran kunne konfigurere atomreaktorer, som det ville, uanset hvor meget plutonium dette producerede. Det ville betyde en ende på hidtil usete niveauer af international overvågning og inspektion. Det ville betyde, at man kasserer det mest restriktive regime, som nogen stat nogensinde havde forhandlet sig frem til, for at blive sat på sit eget atomprogram.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det på netop de spørgsmål, som mange modstandere af enhver aftale med Iran hævder at fokusere på, ville være meget værre, hvis de nåede deres mål om at dræbe aftalen. Hvis et formodet problem for eksempel er, at Iran får lov til at have for meget berigelsesinfrastruktur, ville det være værre under alternativet med ingen aftale, hvor Iran kunne udvide denne infrastruktur uden grænser.

Eller hvis det er et problem, at visse restriktioner kun vil være bindende i ti år eller deromkring, ville det være værre under alternativet uden aftale, hvor der ville være nul år med restriktioner. Og så videre.

Da den uundgåelige sløring om denne aftale opstår i løbet af de kommende uger, skal offentligheden og kongressen mindes om præcis, hvad valget er, og om hvor enkelt og klart det valg er på trods af sløringen.

Og de, der argumenterer eller stemmer imod aftalen, bør holdes til regnskab for, hvad de i virkeligheden argumenterer eller stemmer forum. De bør få dem til at forklare resten af ​​landet, hvorfor de, uanset de sande årsager til deres modstand, støtter et skridt, der ikke kun vil dræbe den bedste chance for at sikre, at det iranske atomprogram forbliver fredeligt, men også ville Fjern de særlige begrænsninger og kontrol, som dette program er underlagt nu. De bør få dem til at forklare, hvorfor de efter deres endeløse alarmer om Irans nukleare aktivitet støtter et skridt, der ville udløse denne aktivitet.

Paul R. Pillar steg i sine 28 år hos Central Intelligence Agency til at være en af ​​agenturets topanalytikere. Han er nu gæsteprofessor ved Georgetown University for sikkerhedsstudier. (Denne artikel dukkede først op som et blog-indlæg på National Interessens hjemmeside. Genoptrykt med forfatterens tilladelse.)