Et mystisk Iran-Nuke-dokument

Et mystisk dokument er blevet brugt i et halvt dusin år til at afspore atomforhandlinger med Iran, men dets oprindelse er stadig tvivlsom, og en ekspert siger, at det er blevet brugt til at tage internationale inspektører "en tur", som Gareth Porter rapporterer til Inter Press Service.

Af Gareth Porter

Vestlige diplomater har angiveligt beskyldt Iran i de seneste uger for at undlade at give Det Internationale Atomenergiagentur oplysninger om eksperimenter med højeksplosiver beregnet til at producere et atomvåben, ifølge et efterretningsdokument, som IAEA er ved at undersøge. Men dokumentet forbliver ikke kun ubekræftet, men kan kun knyttes til Iran af en langt ude officiel beretning præget af en række tilfældigheder relateret til en udenlandsk videnskabsmand, som er meget mistænkelige.

Dokumentets oprindelige fremkomst i begyndelsen af ​​2008 var desuden ikke kun passende timet til at støtte Israels angreb på en amerikansk efterretningstjenestes vurdering på Iran i december 2007, som var skadelig for israelske interesser, men blev lækket til nyhedsmedierne med en besked, der faldt sammen med det nuværende israelske argument. IAEA har længe udråbt dokumentet, der kom fra et uidentificeret medlemsland, som nøglebeviser, der retfærdiggør mistanke om, at Iran har dækket over tidligere atomvåbenarbejde.

Yukiya Amano, generaldirektør for Det Internationale Atomenergiagentur, taler til FN

I sin September 2008 rapport IAEA sagde, at dokumentet beskriver "eksperimentering i forbindelse med symmetrisk initiering af en halvkugleformet højeksplosiv ladning, der er egnet til en nuklear enhed af implosionstypen." Men en officiel iransk kommunikation til IAEA-sekretariatet udfordrede dets ægthed og erklærede: "Der er ingen beviser eller indikationer i dette dokument vedrørende dets forbindelse til Iran eller dets forberedelse af Iran." IAEA har aldrig reageret på den iranske kommunikation.

Historien om det højeksplosive dokument og relaterede efterretninger offentliggjort i november 2011 IAEA-rapport rejser flere spørgsmål om dokumentet, end det besvarer. Rapporten sagde, at dokumentet beskriver eksperimenterne som værende overvåget med "stort antal optiske fiberkabler" og citerede efterretninger om, at eksperimenterne var blevet assisteret af en udenlandsk ekspert, der siges at have arbejdet i sit hjemlands atomvåbenprogram.

Den person, som rapporten refererede til, den ukrainske videnskabsmand Vyacheslav Danilenko, var dog ikke en atomvåbenekspert, men en specialist i nanodiamantsyntese. Danilenko havde holdt foredrag om dette emne i Iran fra 2000 til 2005 og var medforfatter til et professionelt papir om brugen af ​​fiberoptiske kabler til at overvåge eksplosive chokbølger i 1992, som var tilgængelig online.

Disse kendsgerninger gav mulighed for en udenlandsk efterretningstjeneste til at udarbejde en rapport om eksperimenter med høje sprængstoffer, der ville antyde en forbindelse til atomvåben såvel som til Danilenko. Danilenkos open source-publikation kunne hjælpe med at overbevise IAEA's sikkerhedskontrolafdeling om ægtheden af ​​dokumentet, som ellers ville have manglet.

Endnu mere mistænkeligt, kort efter fremkomsten af ​​højeksplosivdokumentet hævdede den samme stat, som havde overgivet det til IAEA, at have efterretninger om en stor cylinder ved Parchin egnet til at udføre de højeksplosiveksperimenter beskrevet i dokumentet, ifølge IAEA-rapporten fra 2011. Og det identificerede Danilenko som designeren af ​​cylinderen, igen baseret på påstanden på en open source-publikation, der inkluderede en skitse af en cylinder, han havde designet i 1999-2000.

Hele historien afhang således af to meget bekvemme efterretningsfund inden for meget kort tid, som begge var knyttet til et enkelt individ og hans open source-publikationer. Ydermere var cylinderen, som Danilenko skitserede og diskuterede i publikationen, eksplicit designet til produktion af nanodiamanter, ikke til bombefremstillingseksperimenter.

Robert Kelley, der var chef for IAEA-hold i Irak, har observeret at IAEA's beretning om installationen af ​​cylinderen på et sted i Parchin i marts 2000 er usandsynlig, eftersom Danilenko var registreret for at sige, at han stadig var i gang med at designe den i 2000. Og Kelley, en ekspert i atomvåben, har påpegede, at cylinderen ville have været unødvendig for "multipoint initiation" eksperimenter.

"Vi er blevet taget en tur med det hele," fortalte Kelley til IPS.

Dokumentet dukkede op i begyndelsen af ​​2008 under omstændigheder, der pegede på en israelsk rolle. En artikel i maj 2008-udgaven af ​​Jane's International Defence Review, dateret 14. marts 2008, refererede til "[d]dokumenter vist udelukkende til Jane's" af en "kilde forbundet med en vestlig efterretningstjeneste." Det sagde, at dokumenterne viste, at Iran "aktivt havde forfulgt udviklingen af ​​et atomvåbensystem baseret på relativt avanceret multipoint initiation (MPI) nuklear implosionsdetonationsteknologi i nogle år."

Artiklen afslørede den politiske dagsorden bag lækagen af ​​højsprængstofdokumentet. "Det billede, papirerne tegner," skrev han, "modsiger i skarpt omfang US National Intelligence Estimate (NIE), der blev offentliggjort i december 2007, som sagde, at Teheran havde fastfrosset sit militære atomprogram i 2003."

Det var det argument, som israelske embedsmænd og støtter i USA havde fremsat i kølvandet på National Intelligence Estimate, som Israel var ivrig efter at miskreditere. IAEA nævnte først højeksplosivdokumentet i et bilag til dets Rapport fra 2008. maj, kort efter at dokumentet var blevet lækket til Janes.

David Albright, direktøren for Institut for Videnskab og International Sikkerhed, som havde et tæt forhold til IAEA's vicedirektør Olli Heinonen, afslørede i et interview med denne skribent i september 2008, at Heinonen havde fortalt ham et dokument, som han havde fået tidligere, at år havde bekræftet sin tillid til den tidligere indsamling af efterretningsdokumenter. Albright sagde, at dokumentet "sandsynligvis" var kommet fra Israel.

Tidligere IAEA-generaldirektør Mohamed E Baradei var meget skeptisk over for alle de påståede iranske dokumenter, som USA delte med IAEA. Med henvisning til disse dokumenter skriver han i sine erindringer fra 2011: "Ingen vidste, om noget af dette var ægte."

ElBaradei minder om, at IAEA modtog endnu flere påståede iranske dokumenter direkte fra Israel i sommeren 2009. De nye dokumenter omfattede et to-siders dokument på farsi, der beskriver et fireårigt program til fremstilling af en neutroninitiator til en fissionskædereaktion.

Kelley har sagt at ElBaradei fandt, at dokumentet manglede troværdighed, fordi det ikke havde nogen varetægtskæde, ingen identificerbar kilde og ingen officielle markeringer eller noget andet, der kunne fastslå dets ægthed, de samme indvendinger, som Iran har rejst om højeksplosivdokumentet.

I mellemtiden modstod ElBaradei pres fra USA og dets europæiske allierede i 2009 for at offentliggøre en rapport om dette og andre dokumenter, herunder det højeksplosive dokument - som et bilag til en IAEA-rapport. ElBaradeis efterfølger som generaldirektør, Yukia Amano, offentliggjorde det bilag, som den anti-iranske koalition havde ønsket tidligere i rapporten fra november 2011.

Amano fortalte senere kolleger i agenturet, at han ikke havde noget valg, fordi han lovede USA at gøre det som en del af aftalen fra Washington om at støtte hans bud på jobbet i Styrelsesrådet, ifølge en tidligere IAEA-embedsmand, der spurgte ikke at blive identificeret. [For mere om, hvordan Amano er blevet kompromitteret, se Consortiumnews.coms "Skrå sagen om Irans atomvåben.”[

Gareth Porter er en uafhængig undersøgende journalist og vinder af 2012 Gellhorn-prisen for journalistik. Han er forfatter til den nyudgivne Fremstillet krise: Den utrolige historie af Irans nukleare skræmme. Han kan kontaktes pr porter.gareth50@gmail.com