Ved at fordrive den valgte præsident Morsi og forsøge at udrydde sine tilhængere af det Muslimske Broderskab, har Egyptens militær berørt en voldsbølge, der truer med at forstærke spændingerne i hele regionen, inklusive i Gaza-striben og Israel, skriver den tidligere CIA-analytiker Paul R. Pillar.
Af Paul R. Pillar
Det egyptiske militærregimes ophævelse af oppositionen burde vække bekymring på flere punkter. Det er først og fremmest et tilbageslag for demokratiet. Michele Dunne og Thomas Carothers bemærker det passende at det er forkert at tale om "Egyptens overgang til demokrati", fordi der ikke er en sådan overgang, der finder sted lige nu.
Så er der den stigning i ekstremistisk vold, som naturligvis opstår, når fredelige kanaler til at forfølge politiske interesser lukkes. Det var nemt at forudsige at den egyptiske juntas oppositionsophævelsespolitik ville betyde en efterfølgende stigning i terrorisme.
Al-Qaedas leder Ayman Al-Zawahiri.
Vi har set på det seneste ikke blot en stigning i terrorisme, men hvad der ville kvalificere sig som en bølge af det. Sådan terrorisme har konsekvenser ud over Egyptens grænser. Vi bør huske på, at den nuværende leder af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, vandt sine terrorspor som leder af den egyptiske islamiske jihad i et forsøg på at vælte Hosni Mubaraks regering.
Der er en anden, mere specifik, respekt, hvor intern undertrykkelse i Egypten har ondsindede virkninger uden for Egypten. I Egypten er generalerne tydeligt besat af at forsøge at eliminere Det Muslimske Broderskab som en politisk kraft, hvor mislykket det forsøg i sidste ende end måtte vise sig at være.
Næste dør i Gaza-striben er det dominerende politiske element Hamas. Hamas begyndte som den palæstinensiske version af Det Muslimske Broderskab. Som sådan er det også blevet et mål for de egyptiske generalers vrede. Resultatet har været Egyptens lukning af grænsen til Gaza, inklusive de underjordiske tunneler, der har været en økonomisk livline for striben. Det betyder, at man vender tilbage til en mere stringent gennemførelse af den israelsk-indstiftede politik med at forsøge at kvæle Hamas ved at forvandle Gaza-striben til et blokeret friluftsfængsel.
Det er en dårlig udvikling på flere punkter. Det er for det første ganske enkelt forkert at udsætte en hel befolkning for nød for at forsøge at underminere et bestemt parti eller en bestemt bevægelse. Det er dobbelt forkert, når, som mange års erfaring med den israelske politik (stiltiende støttet i lang tid af Mubarak-regeringen) viser, at forsøget på at kvæle Hamas til døde næppe vil lykkes.
Der er også igen en tilskyndelse til ekstremistisk vold. En Hamas under pres er mindre, ikke mere, tilbøjelig til at indeholde sådan vold. Hamas ser åbenbart stadig fordele ved at opretholde en våbenhvile mellem sig selv og Israel, men det er det tilsyneladende nu gør mindre indsats end før at kontrollere aktiviteterne i mere ekstreme grupper som den palæstinensiske islamiske jihad. Det har igen konsekvenser for israelere, der lider ofre, faren for et større udbrud af israelsk-palæstinensiske fjendtligheder og yderligere formindskelse af chancerne for succes for den USA-sponserede fredsbestræbelse.
Demokratisering opfattes nogle gange som værende i spænding med andre interesser, der kræver samarbejde med et eksisterende udemokratisk regime. Egypten er ofte blevet tænkt på denne måde med henvisning til sådanne interesser som militær adgang og foretrukken passage gennem Suez-kanalen. Men det er den forkerte måde at se på, hvad der foregår i dag i Egypten. Skader på demokratiet der skader også andre amerikanske aktier.
Som Dunne og Carothers bemærker: "I modsætning til i nogle lande, hvor amerikanske interesser trækker i modstridende retninger, ville opnåelsen af demokrati i Egypten fremme USA's kritiske sikkerhedsinteresse i langsigtet stabilitet såvel som fred med Israel og ville bidrage til at begrænse voldelig ekstremisme ."
Paul R. Pillar steg i sine 28 år hos Central Intelligence Agency til at være en af agenturets topanalytikere. Han er nu gæsteprofessor ved Georgetown University for sikkerhedsstudier. (Denne artikel dukkede først op som et blog-indlæg på National Interessens hjemmeside. Genoptrykt med forfatterens tilladelse.)
Det lader til at argumentere for, at den lange periode med amerikansk militærhjælp til Egypten har skabt den militaristiske subkultur der, beriget dens tilhængere og legitimeret militær foragt for civilt styre. Dette var grundlaget for Mubaraks styre. Men det er ikke den form for "stabilitet", der fører til demokrati. I stedet fører det, som du bemærker, til tyranni, undertrykkelse af dissens, radikalisering og ustabilitet, som bruges til at rationalisere mere militær "stabilisering". Tunesien har ikke denne historie med stor amerikansk militærstyrke og er på vej mod demokrati. Så den militære "hjælp" sendt til Egypten er ikke sendt til gavn for Egypten, men til gavn for Israel og de kongresmedlemmer, hvis kampagner det finansierer.