En fodsoldat kaster sin pistol

Brandon Toy, en veteran fra Irak-krigen og projektleder på mellemniveau hos General Dynamics, konkluderede, at det, han havde gjort og lavede, var imod USA's bedste principper og trak sig derfor med en erklæring om, at hvis "hver fodsoldat kastede ned hans riffel,” kan tingene ændre sig, rapporterer Dennis J Bernstein.

Af Dennis J. Bernstein

Brandon Toy, der netop har sagt op fra sin stilling som ingeniørprojektleder hos militærentreprenøren General Dynamics, udgav et opsigelsesbrev, som rigtig mange kigger på. Der står til dels:

"Jeg har tjent det militære industrikompleks efter 9/11 i ti år, først som soldat i Bagdad og nu som forsvarsentreprenør. Jeg har altid troet, at hvis hver fodsoldat smed sin riffel, ville krigen ende. Jeg smider hermed nu min. På tidspunktet for min optagelse troede jeg på årsagen. Jeg var uvidende, naiv og vildledt. Den fortælling, som staten bekender til og gentaget af mainstreampressen, har vist sig at være falsk og kriminel. Vi er blevet det, jeg troede, vi kæmpede imod. Nylige afsløringer fra frygtløse journalister om krigsforbrydelser, herunder oprørsbekæmpelse, beskidte krige, droneterrorisme, suspension af retfærdig rettergang, tortur, masseovervågning og udbredt reguleringsfangst har kastet lys over den nuværende amerikanske regerings sande natur. ”

DB: Lad os starte her Brandon Toy, hvordan blev du, hvis du vil, med dine egne ord, en del af det militærindustrielle kompleks efter 9/11. Hvor startede det for dig?

BT: For at være ærlig over for dig, Dennis, så tror jeg, at man begyndte at se billeder af soldater og krig, glorificerede veteraner, der blev holdt op som helte, flag viftede osv. osv. Det fik bare den tanke i mit hoved, at det var det højeste. ting, du kunne gøre for dit land, var at tjene i de væbnede styrker. Og så sneglede det bare derfra. Efter 9/11 blev jeg, tror du nok, en rabiat patriot, og jeg var helt for Irak-krigen. Jeg må indrømme, at jeg stemte på præsident Bush to gange. Jeg meldte mig i slutningen af ​​2003, efter at Irak var startet. Jeg troede på årsagen. Jeg troede, vi skulle derover for at finde masseødelæggelsesvåben og bekæmpe terrorisme på dens egen jord osv. osv., fordrive Hussein fra magten og bringe demokrati til Mellemøsten, hvilket nu virker som et latterligt koncept for mig. Men jeg troede faktisk på det. Så jeg blev suget meget dybt, meget hurtigt. Og selvom jeg ikke meldte mig, da jeg var 18, var jeg 24, så ser jeg stadig mig selv som meget ung og naiv på det tidspunkt.

DB: Kan du nu fortælle lidt om dine oplevelser i krigszonen? Hvad lavede du der?

BT: Jeg var maskingeværmand i en Humvee-enhed. Og jeg var udstationeret i Camp Rustamiyah, den hed tidligere Camp Cuervo. Det er på den sydøstlige side af Bagdad. Og vi patruljerede, op og ned, det der er kendt som Canal Street gennem Al Masada [fonetisk] og Sadr City. Vi trænede og støttede og transporterede irakiske politibetjente og irakisk hærpersonel. Vi tjekkede fanger, vi transporterede fanger fra den grønne zone til forskellige lokationer eller fra en irakisk politistation til forskellige lokationer. Men som sagt, jeg var en fodsolider. Jeg var maskingeværmand.

DB: Så du videoen om "sikkerhedsmord", der blev gjort tilgængelig af WikiLeaks gennem Bradley Manning?

BT: Ja, absolut. Det så jeg for to år siden, for to til tre år siden, for første gang.

DB: Og var det bekendt ud fra din egen erfaring?

BT: Den måde, de bar sig på, og den måde, de talte om målene på jorden, var bekendt for mig. Og det var meget foruroligende.

DB: Hvad var din reaktion på at se den video? Var det en del af din forvandling?

BT: Ja, absolut. Det var en af ​​de vigtigste ting, der virkelig skilte sig ud for mig, i begyndelsen af ​​virkelig at forstå sandheden om den sande natur af det, vi laver i udlandet.

DB: Og hvad med den video blev sådan set en afgørende del af din transformation. Hvilke detaljer, hvad var essensen, der fik dig der?

BT: Det, der stak ud i mit sind, var bare tilsidesættelsen af, at disse faktisk er mennesker på jorden, som de skyder på. Og når varevognen så kommer for at hente de sårede ... og de næsten bliver glade, ved du, "Lad os venligst skyde." Og så skyde varevognen, og så fandt ud af, at der var et par Reuters-reportere, og som var på jorden der, og børn i varevognen, og så tanken, at det måske ikke var en kampvogn, men det er sådan. Jeg kan huske det, der kørte over en af ​​ligene på jorden. Og griner lidt af det. Det virkede bare meget følelsesløst, ligegyldigt, umenneskeliggørende, som om nogen ser et videospil. Det var bare meget foruroligende.

DB: Nå, efter din militære erfaring blev du faktisk entreprenør. Du arbejdede med General Dynamics som projektleder. Det er et stort forsvarsinstitut i den slags virksomheders militær, må man sige, mediekompleks på dette tidspunkt. Fortæl os om, hvordan du gik på arbejde for General Dynamics, og hvad du lavede der, med hensyn til at støtte krigsindsatsen.

BT: Ja, jeg dimitterede fra college i 2008, og en af ​​mine professorer kendte nogen der og fik mig ind. Og jeg startede der som en meget, næsten glorificeret administrativ assistent. Og så arbejdede jeg mig frem til at styre små projekter og andre bestræbelser af den art, udviklingstekniske projekter, intet for spændende. omkring kampvognsting, forskellige systemer, mekaniske systemer, elektriske systemer mv.

DB: Hvad med det, du lavede, blev stødende for dig, og på hvilket tidspunkt gjorde det? Hvad var arbejdet?

BT: Det var ikke specielt arbejdet i sig selv, der var stødende. Der var ikke noget åbenlyst kriminelt eller noget af den art for det arbejde, jeg lavede. Det var mere, jeg kom til ikke at se den store forskel mellem at holde en riffel i teatret og at sidde bag et tastatur og tale militær jargon, dybest set at være en soldat, et vedhæng til det militærindustrielle kompleks, bag et skrivebord, uden en uniform på. Vi havde de samme chefer, som vi rapporterede op igennem. Vi støttede den samme krigsindsats, det var kun et spørgsmål om beliggenhed og komfort. Jeg var mere komfortabel, end jeg var i teatret. Men jeg arbejdede for de samme chefer i samme indsats.

DB: Hvordan vil du forklare forholdet mellem General Dynamics og det amerikanske militær?

BT: Åh, meget tæt, stram strik. Næsten en og samme ting.

DB: Så der er i dit sind, at de i det væsentlige ikke er nogen adskillelse mellem de private virksomheder, der fremstiller våbnet, og militæret, der køber og bruger det.

BT: Absolut. Jeg mener, de er så sammenflettet, hele vejen op gennem ledelsen. Og på ethvert niveau, som de næsten er blevet... General Dynamics er næsten blevet et vedhæng af den amerikanske regering, ligesom enhver anden entreprenør.

DB: Det er meget interessant. Så sig lidt mere om det. Hvordan er disse private entreprenører nu stærkt indvævet i militærets struktur? Hvordan virker det?

BT: Nå, du har svingdøren. Du har generaler og andre officerer, der bevæger sig frem og tilbage fra militæret og derefter kommer ind i det civile liv. De har kontakter i militæret … man kommer helt op på virksomhedsniveau, og de her fyre arbejder i hinandens bestyrelse osv. De er en del af elitestaten, på det høje niveau. De har et vist budget, de skal bruge. Der er meget tætte relationer mellem embedsmænd på regeringens side og inden for forsvarsentreprenørerne.

DB: Sig nu lidt om, hvordan Edward Snowden påvirkede dig. Hvad med hans handlinger inspirerede dig til at rejse dig og komme med denne ekstraordinære udtalelse: "Jeg har altid troet, at hvis hver fodsoldat kastede sin riffel, ville krigen ende. Jeg smider hermed min ned.” Det er stærke kommentarer fra en, der lige arbejdede hos General Dynamics.

BT: Ja, Edward Snowden er efter min mening ekstremt modig for det, han har gjort. Og da jeg lyttede til den anden video, som Glenn Greenwald lagde ud, hørte anden del af interviewet fra Hong Kong, og jeg ham sige de ord om: "Jeg kom med efter Irak, jeg kunne ikke lide, hvad jeg så," Jeg parafraserer dårligt, men det var næsten som om mine ord kom ud af hans mund. Og jeg var bare så beæret, at han satte sit liv på spil... lad os være ærlige, bestemt hans frihed, i meget lang tid, til at fortælle os indefra, hvad der foregår. Han forvandlede konspirationsteori til konspirationsfakta, dybest set.

Vi havde alle en generel idé om, at vi konstant blev udspioneret. Det var bare noget, ja, ja, blink, blink, nikke, nikke … de holder øje med os hele tiden. Men jeg tror ikke, vi har haft noget så væsentligt eller dybtgående før, og også måden, de håndterer det på, både Glenn Greenwald og Snowden, er meget imponerende. De sætter en hel kamp op. Måske ikke det rigtige ord, men...

DB: Og med hensyn til dit arbejde i General Dynamics og din desillusion over krigsindsatsen, giver det genlyd i virksomheden? Er der andre mennesker, som du har arbejdet med, som har disse bekymringer, som bliver mere og mere nervøse for, at de måske er involveret i ikke en demokratisk indsats, men måske hvis du tænker på dette i forbindelse med droneprogrammet, at du faktisk er engageret i levere et udenretsligt attentathold? Kunne du tale om det?

BT: Ja, selvfølgelig. Du ved, jeg talte meget lidt om, hvad jeg tænkte til andre mennesker inden for General Dynamics. Der var et par nære venner, som jeg havde samtaler med og sagde: "Hej, så du, hvad der skete i går? Så du noget om droneprogrammet? Har du set Jeremy Scahills nye film? Har du set "The Dirty War"-eksponeringen på BBC Arabic, etc., etc.? Jeg fik ikke rigtig meget respons. Det er næsten som en bevidst vending væk fra de faktiske begivenheder i virksomheden. Men jeg har hørt fra et par personer i virksomheden, siden jeg forlod, at det var ret chokerende. Faktisk prøvede de at finde ud af, hvorfor jeg gjorde det, hvad der skete, og nogle mennesker har givet udtryk for, at jeg har fået dem til at se på tingene på en anden måde, hvilket jeg var meget glad for...

DB: Er det folk, der stadig arbejder i General Dynamics?

BT: rigtigt.

DB: Virkede det som om, de var interesserede i at lære mere, eller blive mere aktive eller bekymrede til det punkt?

BT: Det fik det til at lyde, som om de blev mere opmærksomme på, hvad der foregik. Jeg kom ikke så meget i dybden med dem om tingene.

DB: Du siger, at du ikke længere er fodsoldat i krigen. Hvad betyder det for dig at sige op? Hvad tror du, du efterlader, og hvad vil du være i stand til at tilbyde af din oplevelse til verden. Dine ord er meget kraftfulde. Noget om din oplevelse måske, at amerikanerne ikke forstår, hvad du laver, og om dette forhold, du har været en del af?

BT: Ja, du ved, da jeg besluttede mig for at gøre dette, tænkte jeg ved mig selv "Åh, jeg kan snige mig ind i skyggerne og finde et andet job, og det vil være enden på det." Men jeg følte så stærkt for, hvad jeg så, og hvad jeg lavede, og hvad jeg var en del af, at jeg ville have folk til at høre min stemme, fordi jeg faktisk tror på et Thomas Paine-lignende demokrati. Højre? Jeg ville gerne have det derud, hvis nogen ikke lyttede, er det fint. Men jeg havde i det mindste sagt mit indlæg.

DB: Jeg spørger på en måde, hvilken slags indsigt baseret på din erfaring både i militæret og hos en militærentreprenør, hvad tror du, folk måske endnu ikke forstår, og du ved, hvis du stod foran en ungdomsklasse skoleelever i samfundsfag, hvad ville du gerne have, at de skulle vide, som du ikke vidste, da du gik blindt, som du siger, som en patriot og troede, at du kæmper den gode kamp?

BT: Stol ikke blindt på din regering. Tingene er ikke, som de ser ud til. På et meget bredt spredningsniveau er det ting, vi laver, som simpelthen er forkerte. De er imod det, der formodes at være strukturen i dette land, alt, hvad de lærer os i skolen, forfatningen, de idealer, som vi skal opretholde, de ting, som vi skal kæmpe imod. Og de vil skjule dem, de vil skjule de hemmeligheder. Der er en højere dagsorden på arbejde her, jeg er ikke helt sikker på præcis, hvad det er, men det er ikke det, der sælges.

Og det er meget let at falde ind i den anden fortælling, fordi stemmerne, der taler sandt, WikiLeaks, Assange, Greenwalds … de overdøves af mainstream-medierne. Det er ved at blive lidt bedre, ser det ud til. Folk lytter lidt mere, det bliver, mere det er mainstream. Men i lang tid, hvis du begyndte at tale om dette, ville du blive stemplet som en konspirationsteoretiker. Især da Irak-krigen startede, og vi lige gik ind i denne febrilske tonehøjde over 9/11, hvilket var en forfærdelig begivenhed i sig selv, men vi mistede lidt forstanden som land. Vi mistede vores orientering. Vi slugte en masse ting, vi behøvede ikke at sluge. Vi behøvede ikke opgive vores borgerlige rettigheder. Vi behøvede ikke blindt at følge, hvad end regeringen skubbede os ned i halsen.

DB: Nå, og endelig, bare med hensyn til holdover, er dette en ret hurtig transformation. Er du stadig hjemsøgt af nogle af de ting, du så, oplevede eller deltog i krigen? Og i så fald, hvilken slags ting, fordi det var sådan set, hvor det hele virkelig begyndte, hvad angår jeres transformation.

BT: Ja, der var nogle ting, der skilte sig ud i mit sind. Jeg tror, ​​at det, der forstyrrer mig mest, er min egen holdning, jeg havde under krigen. Hvilket var, at jeg selv dehumaniserede det irakiske folk. Du ved, at pege med rifler mod folk for at få dem til at stoppe i trafikken og synes, det er sjovt. Det er ret almindeligt. Og det er nemt at falde i den tankegang, når du er derovre. Men vi dehumaniserede det irakiske folk fuldstændigt. Der var meget få steder, der sagde: "Dette er faktisk mennesker, og de betyder noget." Det var mere som: "Hey, det her er vores sted, vi overtog det, og vi vil gøre, hvad vi vil." Det har jeg det dårligt med. Jeg har det dårligt med at deltage i det og opføre mig på den måde. Og der er nogle specifikke hændelser, der skete derovre, som skiller sig ud i mit sind.

DB: For eksempel...?

BT: Reagerer på bombeangreb og får folk til at hoppe op og ned på brændte biler og sige "Død til amerikanere". Og på det tidspunkt tænkte jeg "Hvorfor gør de det her?" Og nu giver det hele mening. Men begivenheder som den, at du spurgte, hvad der hjemsøgte mig. Der er nogle hændelser, der hjemsøgte mig, nogle ting, jeg så, men overordnet set er det bare det heles bedrag, uærligheden i det hele, der virkelig er imponeret i mit sind.

DB: Og som jeg sagde i begyndelsen sagde du i dit opsigelsesbrev ”Jeg har altid troet, at hvis hver fodsoldat smed sin riffel, ville krigen slutte. Jeg smider hermed nu min.” Tak fordi du er sammen med os Brandon Toy, og tak fordi du tog denne beslutning om at offentliggøre.

BT: Nå, det sætter jeg pris på Dennis. Det har været en fornøjelse at tale med dig, og du stillede nogle gode spørgsmål, og fortsæt med at gøre det, du laver.

Dennis J Bernstein er et væld af "Flashpoints" på Pacifica-radionettet og forfatteren af Special Ed: Stemmer fra et skjult klasseværelse. Du kan få adgang til lydarkivet på www.flashpoints.net.