Et Libanon-ekko i den syriske krig

For tre årtier siden fulgte Reagan-administrationen Israel ind i midten af ​​borgerkrigen i Libanon med katastrofale resultater, herunder 241 amerikanske soldaters død og en amerikansk tilbagetrækning. Nu står Obama-administrationen over for et lignende valg angående den syriske borgerkrig, som den tidligere CIA-analytiker Paul R. Pillar skriver.

Af Paul R. Pillar

Ytringer af angst over Syrien har omfattet flere temaer, hvoraf det ene vedrører mulig "spredning" af den syriske borgerkrig til nærliggende stater. Libanon, af grunde af fysisk og etnisk geografi, nævnes oftest som et sted for en sådan spredning.

Men mindst lige så nyttigt som spekulationer om, hvad den syriske borgerkrig kan gøre ved Libanon, er at reflektere over, hvordan aktuelle begivenheder i Syrien afspejler en tidligere borgerkrig i Libanon. Vi har været igennem meget af dette før, for 30 år siden, da Ronald Reagan var præsident.

I begyndelsen af ​​1980'erne havde Libanon lidt flere års kampe blandt sekteriske militser, hvilket afspejlede uenighed om retfærdigheden af ​​gamle magtdelingsaftaler blandt de konfessionelle samfund. Den største ophidselse af denne allerede turbulente gryde kom i 1982, da Israel invaderede Libanon.

De vigtigste israelske mål, erklærede mål, var i det mindste krigere fra Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, som havde været i Libanon lige siden de blev smidt ud af Jordan et årti tidligere, efter at have tabt konfrontationen med den sorte september med kong Hussein. En lille multinational styrke bestående af amerikanske, franske og italienske tropper gik ind i Libanon i august 1982 og overvågede udvindingen af ​​PLO til Tunesien, før de selv trak sig tilbage til skibe i Middelhavet.

Israelske mål var imidlertid ikke begrænset til kun at starte PLO ud af Libanon, og israelske styrker forblev indviklet i de sekteriske kampe, der belejrede Beirut. Den israelske premierminister, Menachem Begin, havde ideer om at forsøge at fastholde en klient mod nord i form af den pro-israelske kristne regering Bachir Gemayel, som blev præsident omkring hvornår PLO rejste.

Tre uger senere blev Gemayel myrdet, hvilket udløste den mest forfærdelige blodsudgydelse i den libanesiske krig. Mindst flere hundrede, og efter nogle eksterne skøn måske noget tættere på 2,000, blev civile palæstinensere slagtet i flygtningelejrene Sabra og Shatila.

Massakren blev udført af den kristne falangistiske milits, som var allieret med og forsynet af israelerne. Israelske styrker lettede massakren ved at opretholde en afspærring omkring området af lejrene og affyrede lysblus, der gjorde det muligt for falangisterne at fortsætte deres arbejde om natten.

Massakren stimulerede Reagan-administrationen til at organisere en ny multinational styrke, der til sidst omfattede 1,800 amerikanske marinesoldater samt franske og italienske tropper. Styrken havde i begyndelsen en vis succes med at fungere som en buffer mellem stridende elementer. Men indgrebet blev senere et lærebogseksempel på det næsten uundgåeligt at blive trukket ind i stadigt dyrere forpligtelser og bestræbelser i enhver situation så rodet som Libanon på det tidspunkt.

USA's militære engagement omfattede ikke kun marinesoldaterne på jorden, men også kamp mellem luftfartsselskaber-baserede amerikanske fly og syriske styrker (som oprindeligt var kommet ind i Libanon som en del af en fredsbevarende styrke fra Den Arabiske Liga). På et tidspunkt endda slagskibets 16-tommer kanoner New Jersey blev bragt i aktion.

De, der slog tilbage på de stadig mere forargede udenlandske styrker, brugte metoder, som jetjagere og slagskibe ikke er til nogen nytte. I april 1983 blev en lastbilbombe detoneret ved den amerikanske ambassade i Beirut og dræbte 63 personer.

Seks måneder senere blev endnu en lastbilbombe brugt mod kaserne, der husede amerikanske tropper (sammen med et identisk og samtidig angreb mod franske tropper). I alt 241 amerikanske soldater blev dræbt i den bombning, det dødeligste terrorangreb mod amerikanske borgere indtil 9/11. [Redaktørens note: Nogle historikere bestrider karakteriseringen af ​​Beirut-bombningen som "terrorist", da målene var soldater, ikke civile, og fordi USA allerede havde interveneret militært i Libanons borgerkrig.]

Kongressens pres på administrationen for at trække sig ud af Libanon steg. De sidste amerikanske styrker rejste i februar 1984. Den libanesiske borgerkrig fortsatte i adskillige år endnu, indtil ren og skær udmattelse, og en ny politisk aftale formidlet af Saudi-Arabien og Syrien, bragte den til en utilfredsstillende afslutning.

Nogle paralleller mellem denne erfaring og den nuværende situation vedrørende Syrien er indlysende. Der er den overordnede kompleksitet af konflikten og tilstedeværelsen af ​​slemme fyre rundt omkring. Der er også Israel, der drager fordel af en nabostats borgerkrig til at forfølge sine egne mål, hvad enten de er at smadre en palæstinensisk styrke eller at opsnappe længe etablerede Hizbollah-forsyningslinjer, uanset hvor meget dets handlinger opildner og eskalerer krigen.

Og hvis meget af diskursen i Washington om Syrien siden de (formodede) israelske angreb dér i de sidste par dage er nogen indikation, er der igen mønsteret af israelske handlinger, der øger chancen for, at USA bliver suget ind i rodet.

Lad os håbe, at de, der er ivrige efter at komme ind i rodet, vil reflektere mere end statsmændene fra 1982 gjorde om, hvordan det hele vil ende. Desuden burde de, der taler om skade på amerikansk prestige eller troværdighed, også tænke på det aspekt af oplevelsen i Libanon. At trække de amerikanske tropper tilbage i 1984, selv om det var det mindst dårlige, Reagan-administrationen kunne have gjort på det tidspunkt, var et amerikansk nederlag til Hizbollah.

Der er ingen måde at overtrække den konklusion på. Det var bare den slags henvendelse til skurke, som vi så ofte hører, at vi skal undgå. Og det kunne have været undgået i Libanon, hvis USA ikke var blevet involveret i rod i første omgang, eller i det mindste hvis Israel ikke havde, i at forfølge absolut sikkerhed for sig selv, uanset den usikkerhed, det forårsager for alle andre, rod værre.

Paul R. Pillar steg i sine 28 år hos Central Intelligence Agency til at være en af ​​agenturets topanalytikere. Han er nu gæsteprofessor ved Georgetown University for sikkerhedsstudier. (Denne artikel dukkede først op som et blog-indlæg på National Interessens hjemmeside. Genoptrykt med forfatterens tilladelse.)