Højrefløjens antitraktatfældighed

Et centralt argument fra det amerikanske højre er, at traktater er en krænkelse af USA's "suverænitet" og "konstitutionel styring", selvom grundlæggerne omfavnede traktater med andre nationer. Dagens anti-traktatmæssige skævhed truer med at underminere USA's indflydelse i verden, skriver den tidligere CIA-analytiker Paul R. Pillar.

Af Paul R. Pillar

USA har en inkarneret indenlandsk opposition, primært koncentreret på den ene side af dets politiske spektrum, mod enhver deltagelse i internationale institutioner, bredt defineret. Institutioner til dette formål omfatter ikke kun internationale organisationer med generelle formål, men også de juridiske strukturer, der er fastsat i multilaterale traktater.

Ofte er der specifikke, legitime indvendinger involveret, men det meste af modstanden er af mere generel og visceral karakter. Det er opposition, der primært har rod i den fejlagtige tro på, at deltagelse i sådanne institutioner på en eller anden måde kompromitterer ens suverænitet, selvom frivillig deltagelse i sig selv er en suverænitetshandling.

En del af Benjamin Wests maleri viser de amerikanske deltagere i Paris-traktaten fra 1783, som forhandlede slutningen på uafhængighedskrigen. Fra venstre mod højre ses John Jay, John Adams, Benjamin Franklin, Henry Laurens og William Temple Franklin. De britiske kommissærer nægtede at posere, og billedet blev aldrig færdigt.

Havretskonventionen er et af de mest kendte emner for en sådan modstand. Konventionen har nu været i kraft i nitten år. USA er et af kun en håndfuld lande uden land, der ikke er en part, selvom USA's tilslutning til konventionen er blevet anbefalet af både republikanske og demokratiske præsidenter såvel som af forsvarsministeriet, miljøforkæmpere, olie- og gassektoren industrier, og, med den tidligere republikanske senator Richard Lugars ord, næsten alle, der beskæftiger sig "med oceaner på daglig basis."

Oppositionen kan ikke skjule eller afkræfte de henseender, hvori nogle af disse institutioner kan tjene nyttige formål og opfylde praktiske behov. De kan gøre det for USA ligesom de kan for mange andre lande, hvorfor mange andre lande abonnerer på dem.

At betale internationale institutioner denne kompliment er i øvrigt ikke at veje ind i den slags debat, som politologer har indbyrdes om internationale organisationers rolle. En tankegang hævder, at internationale organisationer har deres eget liv med deres egne uafhængige virkninger på verdenspolitikken.

En modsatrettede skole, befolket af realister, hævder, at internationale organisationer grundlæggende er skabninger af nationalstater og især af stormagter, og de fortsætter kun med at eksistere, så længe de tjener et formål for disse stater. Den realistiske observation understreger, hvordan sådanne institutioner kan være nyttige for USA. Det viser også, at man ikke behøver at være en international-organisation-krammer for at opfatte den nytteværdi.

Den Internationale Straffedomstol er et eksempel på en international organisation, som USA, på trods af at de har nogle fortsatte velbegrundede forbehold over for omfanget af sin autoritet, har fundet nyttig. Så USA har stille og roligt samarbejdet med retten.

Den seneste tiltalte, der kom i rettens varetægt, en af ​​disse rovvilde krigsherrer, der opererer i det østlige Congo, gav sig selv ved at gå ind på den amerikanske ambassade i Rwanda. Uden ICC at overgive ham til, ville det have været svært at forestille sig en god måde for USA at håndtere situationen på.

Den seneste multilaterale konvention, der skal åbnes for undertegnelse, er en traktat, der regulerer den internationale våbenhandel. FN's Generalforsamling godkendte traktaten i denne uge med 154 stemmer for og kun tre imod. Den amerikanske administration havde god fornuft til at stemme ja og undgå at være i et lille mindretal bestående af modbydeligt selskab.

Men udsigterne til, at USA i sidste ende vil tilslutte sig traktaten, er svage, fordi National Rifle Association, der stiller op på samme side af dette spørgsmål som regimerne i Iran, Nordkorea og Syrien, har gjort det klart, at det vil modsætte sig ratificering.

Ved at holde sig ude af mange af disse institutioner betaler USA en pris, uanset om modstanden mod deltagelse udelukkende er en ideologisk erklæring eller, som med NRA's modstand mod våbenhandelstraktaten, en absolutistisk modstand mod enhver form for kontrol, som modstanderen kan tilfældigvis ikke lide.

Prisen kommer ikke kun i form af at være isoleret eller en del af en for det meste modbydelige minoritet. Det kommer som et afkald på værktøjer, som USA ellers kunne bruge til at hjælpe det med at løse reelle problemer.

Paul R. Pillar steg i sine 28 år hos Central Intelligence Agency til at være en af ​​agenturets topanalytikere. Han er nu gæsteprofessor ved Georgetown University for sikkerhedsstudier. (Denne artikel dukkede først op som et blog-indlæg på National Interessens hjemmeside. Genoptrykt med forfatterens tilladelse.)