Obamas irritation over medier

De amerikanske nyhedsmedier anvender typisk fornærmede eller partipolitiske skabeloner til politiske spørgsmål, ofte forvrængende snarere end informere den offentlige debat. I et nyligt interview udfordrede præsident Obama mildest talt noget af den medieadfærd, rapporterer Danny Schechter.

Af Danny Schechter

Der er ét emne, som de fleste politikere undgår: at tale om medierne. De fleste bruger det meste af deres tid på at positionere sig til medieopmærksomhed, fordi de fleste tilsyneladende gør det har brug for og stole på mediernes synlighed. Medierne giver deres politiske ilt og forklarer derfor, hvorfor de bruger så meget tid på at spinde deres ord med hyrede pressesekretærer, rådgivere og konsulenter.

På mange måder validerer det at være i luften en politikers rolle, hvis ikke hans eller hendes eksistens. Derfor kæmper mange for at blive interviewet til tv-nyheder og søndagsudsendelser. Mediernes synlighed er et centralt værktøj i de permanente kampagner, som de fleste polere kører for deres genvalg og for at bevæge sig op ad den politiske rangstige. Mange af de penge, de bruger så meget tid på at skaffe, går også direkte tilbage i medierne til reklamer.

Som følge heraf diskuterer politikere normalt ikke deres oplevelser med medierne eller deres meninger om medierne, måske af frygt for at antagonisere medierne ved at antyde, at de ikke handler ansvarligt. Som det er, frygter de fleste mediernes gengældelse, hvis de træder ud af linjen eller siger "det forkerte".

Præsident Barack Obama er blevet den seneste politiker, der har sat tåen i mediedebattens rasende vand med nogle milde observationer om den magtfulde rolle, som medier spiller i rapportering og ofte forvrængning af politiske begivenheder.

In et interview med The New Republic udtalte Obama det åbenlyse: "En af de største faktorer vil være, hvordan medierne former debatter. Hvis et republikansk medlem af Kongressen ikke bliver straffet på Fox News eller af Rush Limbaugh for at arbejde sammen med en demokrat om et lovforslag af fælles interesse, så vil du se flere af dem gøre det."

"Den samme dynamik sker på den demokratiske side," sagde han. »Jeg tror, ​​at forskellen bare er, at de mere venstreorienterede medier erkender, at kompromis ikke er et beskidt ord. Og jeg tror, ​​at i det mindste ledere som mig selv, og jeg inkluderer Harry Reid og Nancy Pelosi i dette, er villige til at kaste sig ud i de mere absolutistiske fløjelementer i vores parti for at prøve at få tingene gjort."

Obama kritiserede også mainstream-medier for deres tilslutning til "journalistik, som lægger lige stor skyld på demokrater og republikanere, når republikanerne ifølge præsidenten burde bære mere skyld."

"[Det] er et af de største problemer, vi har i, hvordan folk rapporterer om Washington lige nu, fordi jeg tror, ​​at journalister med rette værdsætter udseendet af upartiskhed og objektivitet," bemærkede Obama.

"Og så standardpositionen for rapportering er at sige: 'En plage på begge deres huse'. På næsten alle spørgsmål er det, "Jamen, demokrater og republikanere kan ikke blive enige", i modsætning til at se på, hvorfor det er, de ikke kan blive enige. Hvem er det egentlig, der forhindrer os i at blive enige?”

Han fejler det, han så som en besættelse af konfrontation, der bidrager til det dødvande, vi ser på Capitol Hill.

"Nogle af [de institutionelle barrierer] har at gøre med vores medier og det, der får opmærksomhed," sagde han. "Ingen kommer på tv og siger: 'Jeg er enig med min kollega fra den anden part'. Folk kommer på tv for at kalde hinanden navne og sige de mest besynderlige ting."

Nu er det ret mild kritik. Den undersøger ikke, hvorfor en beregnet form for formel polarisering bruges til at gavne selve medierne ved at opmuntre seertal og i sidste ende indtægter.

Dylan Beyers fra Politico bemærker, at alle medier ikke har en lige stor indflydelse, og "at højreorienterede medier, især Fox og Limbaugh, har en overordnet indflydelse på republikanerne og uden tvivl er mere magtfulde end de fleste medlemmer af Kongressen."

Meget af vores politiske diskurs foregår også på kabelkanaler, der ikke har det publikum, som netværk traditionelt har haft. Alle, der arbejder i medierne, ved, at pro wrestling var et af de mest populære formater på kabel med store næsten tegneserieagtige karakterer, der fik al opmærksomheden. Politik er blot en anden form for brydning med smack-downs og bitre kampe, der bliver mere og mere almindelige.

Tidligere vicepræsident Al Gore, der er blevet overhældt med mediekritik for sin rolle i at sælge kabelkanalen Current til AlJazeera og profitere af salget, har tidligere været mere indsigtsfuld. (Hvornår har du sidst set medierne angribe andre mediechefer og virksomheder for at berige sig selv i medieaftaler?)

En tidligere journalist, Gore skrev i sin bog fra 2007, Angrebet på fornuften, “I praksis er det, som tv's dominans er kommet til at betyde, at den iboende værdi af politiske forslag fremsat af kandidater nu stort set er irrelevant sammenlignet med de billedbaserede annoncekampagner, de bruger til at forme vælgernes opfattelse. De høje omkostninger ved disse reklamer har radikalt øget penges rolle i politik og indflydelsen fra dem, der bidrager med dem.

"Det er grunden til, at reformen af ​​kampagnefinansiering, uanset hvor godt den er udformet, ofte går glip af hovedpointen: så længe det dominerende middel til at engagere sig i politisk dialog er gennem køb af dyre tv-reklamer, vil penge på den ene eller anden måde fortsætte med at dominere amerikansk politik. Og som et resultat vil ideer fortsat spille en mindre rolle."

As rapporteret på "Lost Remote" fortsætter Gore med at citere nyhedsmediernes fascination gennem årene med blandt andre OJ Simpson, Chandra Levy, Britney Spears og Paris Hilton.

Gore skriver: "I tv-verdenen går de massive informationsstrømme stort set kun i én retning, hvilket gør det praktisk talt umuligt for enkeltpersoner at deltage i det, der passer til en national samtale. Enkeltpersoner modtager, men de kan ikke sende. De hører, men de taler ikke. Det 'velinformerede borgerskab' er i fare for at blive det 'velunderholdte publikum'.”

Dette er afledt af den langt mere skarpsindige tv-kritik kaldet "Amusing Ourselves to Death" af den afdøde mediekritiker Neil Postman, hvis ideer, blandt mange fra mediekritikere, sjældent ses eller høres i luften.

Som svar på Gores bog i 2007, industrimagasinet Broadcasting & Cable smæk den tidligere vicepræsident for at "stønke" og turde give skylden for nogen af ​​vores sociale/kulturelle problemer på tv, idet han skrev:

"Tv skabte ikke denne situation. Det er der for at blive set, eller ej. Den kan indstilles til Spike eller PBS. Al Gore konkluderer, at det 'velinformerede borgerskab' er i fare for at blive det 'velunderholdte publikum'. Der er nogle 'ubelejlige sandheder' i Gores medieudsagn. Der er også en masse overdrevenhed."

Hvor dybt (eller ej)! Men at sige, at Gore "stønner" er bare en måde at håne og afvise hans kritik. Han forsøgte, men det lykkedes ikke at bygge Current ind i en kanal, der kunne udfordre vores medieokrati, men måske bare ved at være der, var han med til at skabe muligheden for, at dens efterfølger, den kommende "AlJazeera, America" ​​kan gøre et bedre stykke arbejde.

Nyhedsdissektor Danny Schechter redigerer Mediachannel.org, medieovervågningsnetværket, der går tilbage på nettet i denne uge. Han blogger på Newsdissector.net. Han er også vært for et show på ProgressiveRadioNetwork.com (PRN.fm) Kommentarer til dissector@mediachannel.org