Irak-krigens nedfald i Syrien

Aktier

Efterdønningerne fra den katastrofale Irak-krig fortsætter med at give genlyd gennem Mellemøsten, nu med kamphærdede jihadister, der krydser ind i Syrien og indtager en nøglerolle i den borgerkrig. Et amerikansk forsøg på at isolere dem med en terrorbetegnelse vil sandsynligvis mislykkes, siger Ivan Eland fra Independent Institute.

Af Ivan Eland

Den amerikanske regering udpegede for nylig den syriske oppositionsgruppe Jabhat al-Nusra Front til en udenlandsk terrororganisation. Tiltaget var designet til at opbygge vestlig støtte mod den syriske regering ved at lindre frygten for, at penge og våben doneret til oppositionen ville strømme til en militant gruppe.

Udpegningen betyder, at amerikanere ikke kan have økonomiske bånd til Nusra-fronten og er tænkt som præcedens for andre nationer, der overvejer at indføre lignende sanktioner mod gruppen. Den amerikanske ambassadør i Syrien Robert Ford bemærkede, at "ekstremistiske grupper som Jabhat al-Nusra er et problem, en hindring for at finde den politiske løsning, som Syrien får brug for."

Syriens præsident Bashar al-Assad foran en plakat af sin afdøde far, Hafez Assad.

Hvad ambassadøren glemte at nævne var, at USA's Mellemøstpolitik har spillet en stor rolle i gruppens fremgang og styrke. Gruppen har nogle af den syriske oppositions mest kompetente og kamphærdede krigere, og årsagen er, at gruppen er en udløber af al-Qaeda i Irak. Nusra-fronten får finansiering, krigere og træning fra sine irakiske brødre.

Og selvfølgelig kom al-Qaeda i Irak til for at bekæmpe den dårlige amerikanske invasion af Irak. Kritikere af Irak-krigen forudsagde, at kamptestede krigere fra konflikten ville blive eksporteret, efter den var afsluttet, til andre islamiske lande for at destabilisere deres regeringer. Selvfølgelig behøvede du ikke at være Nostradamus for at se, at den forudsigelse sandsynligvis ville gå i opfyldelse.

Derudover er amerikanske sanktioner blot symbolik, for under en kaotisk borgerkrig kan våben sendt til den syriske opposition af f.eks. Tyrkiet, Qatar eller Saudi-Arabien nemt ende i Nusra-frontens hænder, enten med vilje eller på grund af det uafklarede. forholdene i landet. Ligeledes, hvis John McCain og de andre savlende amerikanske høge har deres vilje, og USA begynder åbenlyse våbenforsyninger til oprørerne, kan USA blive en utilsigtet våbenleverandør til en gruppe på deres egen terrorliste.

Selv nu med formodet amerikansk undersøgelse af syriske grupper, der får våben fra de tre førnævnte lande, kommer flere og flere våben i hænderne på islamistiske militante. Og der er andre militante grupper i Syrien udover Nusra-fronten.

I værste fald vil USA ved at sætte Nusra-fronten på den amerikanske regerings liste over terrorgrupper, som det har gjort mange gange før, skabe en ny fjende. En gruppe, der ikke fokuserede sine angreb på USA, kan begynde at få incitamenter til at gøre det, som det er sket med det pakistanske Taleban og al-Qaeda på den Arabiske Halvø fra Yemen.

Og alt dette sker i Syrien i lyset af mange tidligere eksempler på utilsigtede konsekvenser af at bevæbne enten udenlandske grupper eller lande. For eksempel ledede USA i 1980'erne våben og penge gennem Pakistan til de afghanske mujahedin, der kæmpede mod sovjetterne. Pakistanierne gav den militære hjælp til de mest radikale grupper, som blev til den anti-amerikanske terrorgruppe al-Qaeda.

Nu giver USA våben og hjælp til en pakistansk regering, der støtter Taliban-oprørere, der kæmper mod amerikanske tropper i Afghanistan; noget af den amerikanske bistand siver igennem til det afghanske Taleban.

Endelig befriede den kaotiske vestlige krig mod Libyen mange af Muammar Gaddafis våbenlagre fra den libyske regerings kontrol. Disse våben endte med at blive brugt af al-Qaeda-tilknyttede islamistiske oprørere til at skabe et potentielt terrorreservat i det nordlige Mali. Uden at lære noget, USA presser Malis afrikanske naboer til at bruge magt til at udrydde islamisterne med magt. Hvem ved, hvor våbnene fra den potentielle krig kan ende?

I betragtning af den meget reelle mulighed for utilsigtede negative konsekvenser af enhver amerikansk intervention i Syrien, burde USA ikke sende våben eller penge til de syriske oprørere, burde ikke have anset Nusra-fronten som en terrororganisation og burde ikke have pålagt økonomiske sanktioner mod gruppen. , som ikke er nogen fjende af USA. USA har allerede nok fjender og har ikke brug for flere.

Ivan Eland er direktør for Center for Fred og Frihed på Det Uafhængige Institut. Dr. Eland har brugt 15 år på at arbejde for Kongressen med nationale sikkerhedsspørgsmål, herunder ophold som efterforsker for House Foreign Affairs Committee og Principal Defense Analyst ved Congressional Budget Office. Hans bøger omfatter bl Partitioning for Peace: En exitstrategi for Irak Imperiet har intet tøj: USA's udenrigspolitik afsløretog Sætter "forsvar" tilbage i USA's forsvarspolitik.

3 kommentarer til “Irak-krigens nedfald i Syrien"

  1. Gale Adam
    December 22, 2012 på 06: 01

    Syrien er en genvej til Iran …. (og de kaspiske oliefelter) … :)

  2. charles sereno
    December 19, 2012 på 15: 35

    Jeg er ked af at kritisere hr. Eland, men hvordan kan han tro, at USA laver politiske fejl, når resultaterne på stedet, efter det "arabiske forår" og efter støvet har lagt sig, laver en glidende overgang fra sårbare diktaturer til konfliktfyldte ( og kontrollerbare) stater, fx Egypten, Libyen og (forhåbentlig) Syrien?

  3. MA
    December 19, 2012 på 13: 31

    Igen en meget barnlig analyse af Ival Eland af, hvad der virkelig sker i Syrien og andre mellemøstlige regioner. Er det naivitet eller et bevidst forsøg på at vildlede læserne, ved kun hr. Eland. Rehmat har meget fint opsummeret virkeligheden. For at fejle disse blodige og onde planer, gentager jeg: vi bliver ondskabsfuldt jaget af en gal hund, den eneste løsning er et skud i hovedet på den gale hund.

Kommentarer er lukket.