Retfærdiggør en anti-muslimsk terrorist

Massakren på 77 mennesker i Norge af en muslimhadende ekstremist har foranlediget sjælesøgning blandt nogle kristne og jøder, men har også fremkaldt rationaliseringer fra nogle i Israel og andre steder, som ser frygt og afsky for muslimer som nøglen til deres politiske sag, skriver Lawrence Davidson.

Af Lawrence Davidson

På nuværende tidspunkt er verden klar over, at på trods af de vestlige mediers brændende ønsketænkning, blev terrorismen, der ramte Oslo den 22. juli, ikke begået af en muslimsk person eller organisation. Det blev gjort af en lokal nordmand ved navn Anders Behring Breivik.

Genstanden for hans terror var den norske regering og dens kultur- og udenrigspolitik. Regeringens synder ser ud til at have været for meget til fordel for multikulturalisme, for lidt imod muslimer og ikke at være en allieret med Israel.

Breivik er i den voldelige ende af et kontinuum af frygt og afsky over for dem, der er kulturelt og/eller religiøst anderledes. I dette tilfælde muslimske immigranter i Europa.

Ligesom millioner af andre langs dette anti-andet kontinuum er han vred over, at der dukker andre mennesker op end ham selv i hans nabolag. Det faldt ham nok aldrig ind, at givet en eller to generationer ville de fleste af disse outsidere blive bragt til at dele kulturen og udsigterne i deres adopterede lande.

Breivik havde ikke tålmodigheden til sådan en assimileringsproces. Det, han havde, var a) viljen til at udøve vold mod uskyldige mennesker, b) troen på, at sådan vold ville udløse en anti-muslimsk drejning i norsk politik, og c) en følelse af, at han havde allierede rundt om i verden, der ville bifalde hans handling. Kun nummer b var fantasi.

Anders Behring Breivik havde nedskrevet en manifest der rækker til omkring 1,500 sider. I denne besked identificerede han dem, som han så som sine allierede. Han havde naturligvis ikke konsulteret dem om denne status, men det behøvede han virkelig ikke. De havde kæmpet for hans udvalgte sag i lang tid, og han beundrede dem for deres indsats.

Han identificerede sig stærkt med deres verdensbillede, og han tog opmuntring fra den generelle atmosfære af et "civilisationssammenstød", som de havde skabt. Nogle havde kæmpet for sagen med vold, andre havde ikke. Men han vidste, at de alle var på samme side.

Israels Jerusalem Post har set på denne side af Breiviks manifest. Avisen bemærker, at den "omtaler Israel 359 gange og jøder 324 gange." Ikke alle disse er positive. Breivik kan ikke lide jøder med venstreorienterede, multikulturalistiske holdninger.

Overordnet beskriver Jerusalem Post manifestet som "et ekstremt, bizart og uoverskueligt afløbsstykke af islamofobi, højreekstremistisk zionisme og giftige angreb på marxisme og multikulturalisme."

I betragtning af den kendsgerning, at "ekstrem højre zionisme" har styret Israel i årtier og også karakteriserer de fleste amerikanske zionistiske organisationers adfærd, er Breiviks identifikation med dem, som vi vil se, mere logisk end bizar.

Terroristen Breivik konkluderer, "lad os kæmpe sammen med Israel, med vores zionistiske brødre mod anti-zionister, mod alle kulturelle marixter/multikulturister." Manden havde fundet et ideologisk hjem.

Mange af Israels "ydre-højre-zionister" anerkendte hurtigt deres alliance med Anders Behring Breivik i nøjagtigt forhold til deres følelse af, at Norge var en allieret med palæstinenserne.

De fleste i USA vil være uvidende om denne kendsgerning, fordi disse udtryk for godkendelse næsten udelukkende forekommer i Israels hebraiske presse og på internettet.

Jeg tror ikke, at det man finder der er, som Ziv Lenchner, hævder en Y-Net (hebraisk) klummeskribent, et vindue til den generelle israelske offentlige mening, men jeg tror, ​​vi kan være ret sikre på, at det repræsenterer udsigterne for Israels regerende højreorienterede.

Her er nogle af disse holdninger som oversat af JJ Goldberg:

–“De [de norske ofre] har det på vej. … Enhver, der handler uden barmhjertighed mod os [Israel], der er ingen grund til, at jeg skulle have medlidenhed med dem."

-"Måske lærer de i Oslo, at de ikke er immune, de vil føle, hvad mange israelere har følt..."

-"Nordmændene og Europa er generelt super-antisemitiske. Så 100 mennesker bliver dræbt der. … jeg har ikke medlidenhed med dem, de er mine fjender, de hader Israel, så de har det på vej!”

–"Drengen [Breivik] ville sende en besked. Ekstremt, ja, men de [den norske regering, der støtter palæstinenserne] forstår ikke andet."

–"Det er på tide, at Europa tager sig af disse arabere. Fra mit synspunkt kunne de også dræbe en million af dem her."

Goldberg vurderer, at kommentarer løb "3-eller 4-til-1 fjendtligt frem for sympatisk." Det er fjendtligt over for Norge og dets ofre. Der var en generel følelse af, at "morderen havde ret, og ofrene havde det på vej."

Denne holdning har også fundet vej til den israelske intelligentsia. Et godt eksempel på dette er Barry Rubin, vicedirektør for Begin-Sadat Center for Strategic Studies.

Kort efter angrebene i Oslo skrev Rubin en artikel med titlen "Oslosyndromet." Heri hævder han, at der er dyb ironi i den norske terrorists handlinger.

Specifikt mener han, at "den politiske ungdomslejr, han (Breivik,) angreb, var på det tidspunkt involveret i, hvad der i det væsentlige var (selvom campisterne uden tvivl ikke så det på den måde) et pro-terroristprogram."

Således støttede i det mindste lejrens ofre (uanset om de vidste det eller ej) terrorister, og det resulterede i, at de blev angrebet af en terrorist. Derfor ironien.

På hvilken måde støttede nordmændene terrorisme? Nå, her er nogle af Rubins eksempler:

-"Lejren blev drevet af Norges venstrefløjsparti", som "drev lobbyvirksomhed for at bryde blokaden af ​​det terroristiske Hamas-regime i Gaza-striben og for øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat, uden at denne enhed behøvede at gøre noget, der ville forhindre den i at være en terrorbase mod Israel."

- Ved at forfølge disse politikker får den norske regering "terrorisme til at virke politisk vellykket og derfor en fantastisk ting at gøre."

Rubin fortsætter i, hvad der kommer faretruende tæt på en "rambling screed" for at fordømme næsten hele historien om palæstinensisk modstand mod zionistisk kolonialisme som terrorisme.

Og da Rubin mener, at det er bydende nødvendigt, at terrorister (inklusive den i Norge) aldrig må få succes, så følger det logisk, at palæstinensisk modstand ikke må få lov til at lykkes.

Det kan faktisk antages, at der for Barry Rubin ikke kan være nogen palæstinensisk enhed undtagen på israelske vilkår, som andre, uden for Rubins verden, ofte sidestiller med apartheid Sydafrikas bantustans.

Rubin har gjort sig umage for at insistere på, at hans holdning ikke er beregnet til at retfærdiggøre mordene i Oslo. Jeg accepterer denne påstand.

Men hans syn på den israelsk-palæstinensiske konflikt er så ensidig, at det bestemt synes at retfærdiggøre den statsterrorisme, som Israel konsekvent anvender både for at fremprovokere og reagere på palæstinensisk vold.

[Personlig note: For længe siden kendte jeg denne fyr, Barry Rubin. Han var altså en genial mand, der brugte sine talenter til at kæmpe for retfærdighed, især i tilfældet med Vietnamkrigen. Nu, objektiviteten for længst tabt, er han konverteret til zionismen. Og konvertitter gør altid de mest brændende sande troende.]

USA og dets islamofober

Hvis mange af Andres Behring Breiviks israelske allierede skynder sig at forsvare ham, skynder hans amerikanske allierede sig nu for at tage afstand fra ham.

Det er dem, der som New York Times har udtrykt det, udøvet "ubestridelig indflydelse" på denne terrorist. Det er dem, der var med til at skabe den atmosfære, hvori han følte sig modig. Det nægter de selvfølgelig at have gjort.

Man bliver her mindet om forargelsen fra Sarah Palin, som offentliggjorde sine demokratiske modstanderes navne og opholdssteder ved hjælp af sigtekors. Og så, i januar 2011, da en af ​​disse modstandere, rep. Gabrielle Giffords, blev skudt af en fanatiker, sagde Palin, at hendes opfordring ikke havde noget at gøre med hændelsen.

Nu gentager historien sig selv. Hvem er disse seneste benægtere?

Tja, blandt andre to bemærkelsesværdige, som Breivik selv ser som medrejsende, er Robert Spencer, der driver webstedet "Jihad Watch", og Pamela Geller, der driver webstedet "Atlas Shrugged." Begge er hovedpersoner i den hadkampagne, der nu føres mod muslimer i USA.

Breivik var sandsynligvis også påvirket af en anden variant i denne kampagne, bevægelsen mod "krybende sharia." Dette er den meningsløse kampagne mod et påstået islamisk komplot for at underminere amerikansk kultur ved at sprede brugen af ​​sharialoven.

Igen ifølge den New York Times, manden, der har stået i spidsen for denne bevægelse, er David Yerushalmi, "en 56-årig hasidisk jøde med en historie med kontroversielle udtalelser om race, immigration og islam."

Yerushalmi er også tilhænger af det ulovlige israelske koloniseringsprojekt på den palæstinensiske Vestbred.

Så er der de giftige udtalelser, der løbende fremsættes af folk som den fundamentalistiske megakirkepræst John Hagee og de mange antimuslimske udtalelser fra amerikanske politikere som blandt andre rep. Peter King fra Long Island og den republikanske præsidentkandidat Newt Gingrich.

Alle disse mennesker er en del af "Amerikas stigende tidevand af islamofobi" og har aktivt bidraget til, som Sarah Wildman har udtrykt det i Englands Guardian avis, "det ideologiske grundlag, der motiverer militser og terrorister."

Verden er fuld af fordomsfulde mennesker, der, som nævnt ovenfor, lever på et kontinuum af frygt og afsky for alt, der er anderledes. Nogle af dem er bare uvidende. De bliver nemt ofre for deres egen provinsialisme og lader deres hoveder fyldes med udtalelser fra bureauer som Fox "News."

Andre er ideologer, hvis verden er defineret af meget snævre politiske, racemæssige eller religiøse overbevisninger til forsvar for, hvilke agitation og vold menes berettiget.

Nogle er opportunister, der ser denne form for miljø som det helt rigtige til at skabe deres navn og formue. Der er også andre kategorier.

Under de rette omstændigheder kan dette kollektiv af fordomme aktiveres. Den finder sin fjende og fokuserer med en dødelig intensitet. Ordsmedene inden i den pløjer jorden, agitatorerne planter frøene, og så høstede de voldelige høsten. Lige pludselig befinder du dig midt i dræbende marker.

Dette er sket gentagne gange i historien.

Som et fænomen er det ikke begrænset til underudviklede områder eller "tilbagestående" nationer. Det er et potentiale, som plager alle folkeslag til enhver tid.

For at parafrasere Samuel Clemens citat om skønhed og grimhed, er civilisationen kun huddyb, men barbariet går helt ind til benet. Det kræver konstant årvågenhed, konstant indsats, det konstante krav om sund fornuft for at holde barbaren på afstand.

Lawrence Davidson er historieprofessor ved West Chester University i Pennsylvania. Han er forfatter tilForeign Policy Inc.: Privatisering af USA's nationale interesse; Amerikas Palæstina: Populære og officielle opfattelser fra Balfour til israelsk statOg Islamisk fundamentalisme.