Amerikanske ledere har et andet syn på at straffe blokader i dag, end de havde, efter at de britiske myndigheder pålagde Boston en som gengældelse for Boston Tea Party. Derefter ansporede den kollektive afstraffelse af Massachusetts den revolutionære krig; men nu trækker Israels blokade af Gaza lidt mere end en gabe, som Nima Shirazi bemærker.
Af Nima Shirazi
Juli 12, 2011
Den 30. marts 1774 vedtog det britiske parlament som svar på Boston Tea Party Boston Port Act, hvilket effektivt lukker al handel og rejser ind og ud af Massachusetts-kolonien.
Loven, kendt som en af de Uudholdelige handlinger, blev håndhævet af en britisk flådeblokade af Boston havn. Disse straffehandlinger, som kollektivt straffede en hel koloni for nogle få modstands- og frustrationshandlinger, tjente til at forene de uensartede kolonier i deres kamp for selvbestemmelse, suverænitet og naturlige og forfatningsmæssige rettigheder.
Kolonier så langt væk som South Carolina sendte nødhjælpsforsyninger til deres landsmænd i Massachusetts.
Som et resultat af det britiske imperiale overgreb blev den første kontinentale kongres indkaldt den 5. september 1774. Kongressen etablerede til gengæld Continental Association, en solidaritetspagt blandt kolonierne om at boykotte alle britiske varer og i tilfælde af fortsat britisk aggression at stå som én i deres kamp for uafhængighed.
Nu, 237 år senere, har den såkaldte "Mellemøstkvartet" - det vil sige USA, FN, EU og Rusland - udsendt en "Erklæring om situationen i Gaza".
Det er et kort og ikke overraskende dokument. Ingen omtale af en "belejring" eller "blokade", selvfølgelig.
Mens den siger, at "forholdene for civilbefolkningen i Gaza" er "uholdbare", giver den absolut ingen indikation af omfanget af den humanitære krise (dvs. 80 procent bistandsafhængighed, 95 procent af vandet er udrikkeligt, kun 20 procent er fødevaresikker, 36 procent arbejdsløshed 47 procent blandt Gazas unge – og 38 procent lever under fattigdomsgrænsen).
Udtalelsen ignorerer alt dette. I stedet "bemærker den, at indsatsen har forbedret forholdene i løbet af det sidste år, herunder en markant stigning i rækkevidden og omfanget af varer og materialer, der flytter ind i Gaza, en stigning i international projektaktivitet og lettelse af en del eksport."
Alligevel er disse "forbedrede forhold" illusoriske.
For eksempel en nylig indberette fandt, at mens der siden juni 2010 har været "forbedret adgang til tidligere begrænsede varer, herunder nogle råmaterialer, den øgede import af byggematerialer (cement, grus og stålstang) gennem tunnelerne fra Egypten, og den forbedrede importmængde af byggematerialer til projekter, der er godkendt af Palæstinensiske Myndigheder, implementeret af internationale og FN-organisationer, hjalp med at reaktivere den lokale økonomi i Gaza," denne "[e]økonomiske vækst har ikke oversat til fattigdomsbekæmpelse."
Endnu vigtigere, "Israelske restriktioner på adgang til markeder (import af en række råmaterialer og eksport) og adgang til naturressourcer (jord og vand), samt de stigende transportomkostninger på grund af lukningen af Karni-overfarten" gør det praktisk talt umuligt for at opnå reel økonomisk bæredygtighed – gennem vækst i den private sektor.
Desuden er det seneste fald i arbejdsløsheden i Gaza-striben hovedsagelig knyttet til bygge- og landbrugssektorerne, som har nogle af de laveste lønninger og hovedsagelig beskæftiger ufaglærte/tilfældige arbejdere.
Den nye adgangsordning tillod et stigende antal byggeprojekter under FN eller international paraply, men det lykkedes ikke at sive fordelene ned til den private sektor. Sidstnævnte er stadig afhængig af tunneler til levering af byggematerialer.
Landbrugssektoren er sæsonbestemt, og mere end halvdelen af arbejdsstyrken består af ulønnede familiemedlemmer.
Igangværende restriktioner for varebevægelser og kunstigt oppustede fødevarepriser og transportomkostninger fortsætter med at påvirke økonomien, selv efter den nye adgangsordning, og derved påvirkede beslutningen fra juni 2010 ikke tunneløkonomiens levedygtighed.
Den nye adgangsordning udmøntede sig ikke i en håndgribelig lempelse af eksporten på trods af regeringsbeslutningen den 8. december 2010 fra GoI [Israels regering] og den efterfølgende aftale med kvartettens repræsentant i februar 2011.
Blokaden er stadig på plads. Bortset fra en meget lav sats for eksport af kontante afgrøder, er ingen andre varer blevet eksporteret ud af Gaza-striben under den nye adgangsordning.
Overfartens uforudsigelighed, hyppige strømafbrydelser samt øgede transportomkostninger sikrer ikke vedvarende eksport af landbrugsvarer. Desuden er eksporten afskåret fra deres oprindelsesmarked.
Ikke desto mindre Kvartettens erklæring roser Israel for det seneste godkendelse på 100 millioner dollars i byggemateriale, der skal slippes ind i Gaza og bruges til at bygge 18 skoler og 1,200 huse. Distraktion gennemført.
Men så bliver tingene endnu mere latterlige.
Udtalelsen lyder: Kvartetten anerkender, at Israel har legitime sikkerhedsproblemer, som fortsat skal beskyttes. Medlemmer af kvartetten er forpligtet til at arbejde sammen med Israel, Egypten og det internationale samfund for at forhindre ulovlig handel med våben og ammunition til Gaza og mener, at indsatsen for at opretholde sikkerheden, samtidig med at den muliggør bevægelse og adgang for palæstinensiske folk og varer er kritisk.
Naturligvis, palæstinensere i Gaza – du ved, dem der bliver ved med at få det myrdet af israelske kugler, tankgranater, morterer, missiler, klyngebomber og flechetter – er ikke berettiget til samme slags sikkerhedsgarantier.
Mens USA fortsætter med at forsyne besættelsesmagten med de nyeste dræbermaskiner og kraftigt artilleri, nægtes de besatte deres egen ret til at modstå brutalitet og nedslagtning.
Man spørger sig selv, hvis "ulovlig handel med våben og ammunition til Gaza" skal undgås, hvilke kanaler er der så tilgængelige for lovlig overførsel af våben og mekanismer til selvforsvar? Åh rigtigt, der er ingen.
Kvartettens erklæring fortsætter derefter med at give udtryk for sin modstand mod 2011-flotillen - uden at nævne dens holdning til international lov og om blokaden er lovlig eller ej (tip: det er ikke) og bla bla bla "etablerede kanaler" bla bla "etablerede landkrydsninger."
Afbrydelsen er svimlende. Mens Kvartetten fordømmer Flotillen, har den allerede anerkendt de små fordele ved Israels "nye adgangsregime", implementeret i juni 2010 som en direkte konsekvens af 2010-flotillen.
Så mens de opfordrer til en ende på den taktik, forstår de allerede godt, at det er det eneste, der hidtil har virket for at gøre opmærksom på blokaden og tvinge Israel til at handle (selv sparsomt) på sine forpligtelser.
Og så kickeren: Kvartetten beklager skaden og dødsfaldene forårsaget af flotillen i 2010, opfordrer til tilbageholdenhed og opfordrer alle berørte regeringer til at bruge deres indflydelse til at modvirke yderligere flotiller, som risikerer deres deltageres sikkerhed og har potentiale for eskalering.
Læs det igen. "Skade og død forårsaget by 2010-flotillen." Ikke af de tungt bevæbnede og pansrede israelske kommandosoldater, der ulovligt stormede skibene i internationalt farvand og skød ni uskyldige mennesker ihjel. Nej, nej, "flotillen" har skylden.
Bare for ordens skyld, her er hvad FN – et medlem af kvartetten! – måtte sige om sidste års Mavi Marmara-massakre:
Det israelske militærs og andet personales opførsel over for flotillepassagererne var ikke kun ude af proportion til lejligheden, men demonstrerede niveauer af totalt unødvendig og utrolig vold. Det forrådte et uacceptabelt niveau af brutalitet. En sådan adfærd kan ikke retfærdiggøres eller tolereres af sikkerhedsmæssige eller andre grunde. Det udgjorde alvorlige krænkelser af menneskerettighedslovgivningen og international humanitær lov.
Den fandt også "klare beviser til støtte for retsforfølgning af følgende forbrydelser inden for betingelserne i artikel 147 i den fjerde Genèvekonvention: forsætligt drab; tortur eller umenneskelig behandling; med vilje forårsage stor lidelse eller alvorlig skade på krop eller helbred."
Og den erklærede, at Israel alvorligt havde overtrådt sine forpligtelser i henhold til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, herunder "retten til liv ... tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ... retten til frihed og sikkerhed for personen og frihed fra vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse … ret for tilbageholdte til at blive behandlet med menneskelighed og respekt for den menneskelige persons iboende værdighed … [og] ytringsfrihed.”
Baseret på "retsmedicinske beviser og skydevåbenbeviser" konkluderede FN's faktapanel, at af de ni mord var drabet på Tyrkisk-amerikansk statsborger Furkan Dogan og fem tyrkiske statsborgere af de israelske tropper på Mavi Marmara "kan karakteriseres som ekstra-lovlige, vilkårlige og summariske henrettelser."
Også, fra hvem er kvartetten "opfordrende til tilbageholdenhed"? De siger aldrig. Helt klart ikke Israel!
Måske ønsker de, at 86-årige Hedy Epstein skal falde til ro. Måske skulle Alice Walker slappe af. Men israelske soldater, der henretter civile på åbent hav? Uanset hvad.
Udtalelsen afsluttes med en enkelt sætning: "Kvartetten opfordrer også til en ende på den beklagelige femårige tilbageholdelse af Gilad Shalit."
Beklageligt. Tilfangetagelsen og tilbageholdelsen af en enkelt israelsk besættelsessoldat modtager den dybeste fordømmelse af hele dokumentet. Men hvad var "forholdene for civilbefolkningen i Gaza" - 1.6 millioner mennesker - igen? Åh rigtigt, "uholdbart."
Hvis belejringen blot var mere bæredygtig og mindre en byrde, ville det naturligvis ikke være et problem. Men da det er "uholdbart", bør det nok behandles på en eller anden måde, da kvartetten er "bekymret".
Men opfordrer Kvartetten til en ende på den fire-årige flådeblokade eller den fem-årige belejring eller den 44-årige besættelse eller luftangrebene eller kidnapningerne eller bufferzone-snigskytter eller droneangreb eller kollektiv afstraffelse? Nix.
Men de "opfordrer bestemt til en ende på den beklagelige fem-årige tilbageholdelse af Gilad Shalit."
Fordi det trods alt er klart, at én israelsk soldats liv er vigtigere end halvanden million palæstinensere alle ugens dage.
Nima Shirazi fra Brooklyn, New York, skriver kl Søvnende i Amerika.
Boston blev ikke RIVET TILBAGE til en flok terrorister, der angreb hjemlandet England.
Gør som jeg siger, ikke som jeg gør, tror jeg, er godt nok for Israel. Patetisk, og USA er lige så dårlige til at støtte Israel i deres "min måde eller motorvej" holdning. USA er nødt til at komme ud af Mellemøsten og tage sig af sit eget land gennem rnfrastrukturforbedringer, først og fremmest. Vores land er ved at falde fra hinanden infrastrukturelt, men lad os bruge billioner på at støtte KRIGE i Mellemøsten, som er unødvendige, undtagen for at hjælpe Israel og give store penge til alle disse forsvarsentreprenører. Vi mister og lemlæster amerikanske soldater for hvad???? Min unge nevø (29) tjente 3 ture i Irak, blev skudt to gange, og er nu ude af stand til at fungere derhjemme, intet job, kan ikke beholde en på grund af PTSD. Det ser ud til, at dette nu er den amerikanske måde……voks op, meld dig til tjenesten, udkæmp hvilken nummerkrig vi end er i i Mellemøsten, kom måske hjem og kan ikke fungere, måske kan du, eller måske dør du bare – for hvad???? Amerikanerne er nødt til at stå op mod vores regering og stoppe denne krigshærgeri for store virksomheders profit og beskyttelse af Israel. Husker du Vietnam???? For helvede nej, vi går ikke…….!