Drabet på Osama bin Laden og rapporter om fredsforhandlinger med det afghanske Taleban har givet os håb om, at den lange krig i Afghanistan endelig kan være på vej mod en konklusion, men nogle kilder tyder på, at der er mindre i disse åbninger end man ser, Gareth Porter rapporterer.
Af Gareth Porter
1. Juni, 2011
Lækkede rapporter i løbet af de sidste to uger om en række møder mellem amerikanske embedsmænd og en Taleban-figur tæt på lederen Mullah Omar syntes at pege på reelle fremskridt hen imod en forhandlet løsning af krigen i Afghanistan.
Men forhandlingerne er faktisk en del af Obama-administrationens strategi om at lægge pres på Taleban-ledelsen, dels ved at skille den fra Pakistan samt et forsøg på at styrke præsident Barack Obamas indenlandske støtte til krigen.
Højtstående embedsmænd i administrationen håber at kunne bruge samtalerne til at så mistænksomhed mellem Taleban og deres vigtigste allierede og dermed svække Talebans krav om, at en fredsløsning skal indeholde en tidsplan for en tilbagetrækning af amerikansk tropper.
Afghanske og tyske embedsmænd har sagt, at amerikanske embedsmænd mødtes tre gange i Qatar og Tyskland i de seneste måneder med Tayyeb Agha, en medhjælper fra den øverste Taleban-leder Mullah Omar, ifølge rapporter i Washington Post og Der Spiegel.
Agha er omtrent lige så tæt på Mullah Omar som enhver embedsmand i Taliban. Han har længe været Omars "kontorchef" og en "meget tæt selvsikker", ifølge Thomas Ruttig fra Afghanistan analytikernetværk.
Hamid Karzai-regimet blev fuldt orienteret om disse "udforskende" møder, men pakistanske embedsmænd er blevet holdt i mørket som led i en strategi for at så splid mellem Pakistan og Taleban-ledelsen. Den strategi begyndte at dukke op, da Storbritanniens særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan Mark Sedwill besøgte Pakistan i sidste uge.
Sedwill fortalte journalister at Taleban-ledelsen var engageret i samtaler med "forskellige interessenter med fuld opbakning fra USA med det ene formål at finde en løsning på Afghanistan indefra, uden nogen involvering af udenlandske spillere."
Han håbede tydeligvis på at rasle den pakistanske militære ledelse og civile regering, som tidligere har klaget over, at de ikke er blevet fortalt om kontakter med Taleban. Sedwills omhyggeligt formulerede erklæring antydede, at samtaler med Taleban bevægede sig hen imod en aftale mellem Taliban og Karzai-regeringen uden Pakistans deltagelse, og dermed spillede ind i Pakistans værste frygt.
Sedwill sagde, at forskellige kanaler nu er åbne for Taleban, og at ingen enkelt enhed er fuldt ud klar over disse samtaler. Det var tydeligvis ment at antyde, at Taleban allerede er involveret i hemmelige samtaler med Karzai.
Den britiske udsending sagde, at han var kommet med denne "særlige besked" fra den britiske regering og håbede, at pakistanerne "forstod det fuldt ud."
Det usædvanligt hårde og endda nedladende sprog forsøgte at formidle den amerikansk-britiske intention om at fryse Pakistan ud af den diplomatiske handling, på trods af tidligere forsikringer om, at Pakistan ville være fuldt ud involveret i fredsprocessen.
Den politik søger naturligvis at øge spændingerne mellem Taliban og det pakistanske militær. De deler en interesse i et resultat i Afghanistan, der afspejler større Taliban-indflydelse over landets politik, men Talibans ledere og befalingsmænd har længe ærgret sig over deres afhængighed af Pakistan.
Det pakistanske militær menes i mellemtiden at have bekymret sig om, at Taleban vil nå til enighed med Karzai på Pakistans bekostning. Det er velkendt, at Taleban foretrækker at have et kontor uden for Pakistan, der kunne bruges som mødested for fredsforhandlinger, fri for direkte pakistansk indblanding.
Men virkeligheden i forhandlingerne mellem USA og Taleban understøtter ikke den linje, der fremmes så aggressivt af Washington gennem sin britiske allierede. Det er heller ikke sandsynligt, at Taliban skærer Pakistan ud af løkken i deres samtaler med USA og Karzai.
For det første er USA stadig uvillige til at tilbyde Taleban et kontor i Tyrkiet eller andre steder. I stedet, som Sedwill afslørede i Islamabad i sidste uge, vil den indrømmelse, såvel som fjernelsen af Taliban-ledere fra FN's "sortliste", kun blive givet til gengæld for "tillidsskabende" foranstaltninger fra Taleban-siden.
Sedwill fortalte journalister USA og Storbritannien ville "bruge for at se, hvilke indrømmelser Taleban ville være villige til først at afgive."
Den mest sandsynlige indrømmelse, som Taleban krævede, ville være at acceptere at forhandle formelt med Karzai-styret. Som en amerikansk embedsmand fortalte Karen DeYoung fra Washington Post, bliver Taliban "nødt til at tale med både afghanerne og amerikanerne."
Obama-administrationen kræver desuden stadig, at disse forhandlinger skal være "afghansk ledet."
Men tanken om, at Taliban vil opgive, hvad der ville være en af de sidste indrømmelser i forhandlinger, før USA overhovedet er begyndt at forhandle, afspejler en vurdering af de to siders forhandlingsposition, som ikke deles af dem uden for Obama-administrationen.
Både Taleban og det pakistanske militær synes at tro, at Taleban har en stærkere forhandlingsposition på dette tidspunkt end Obama.
I sidste måned udfordrede Pakistans udenrigsminister Salman Bashir Obama-administrationens præmisser om, at amerikansk militært pres ændrer magtbalancen i Afghanistan til Washingtons fordel.
Taliban har i mellemtiden gjort det klart i private kontakter med repræsentanter for Karzai-regimet, at de ikke vil forhandle med hverken USA eller Karzai uden en offentlig tilkendegivelse fra USA om, at de vil forhandle tilbagetrækning af amerikanske og NATO-tropper. .
Et medlem af direktionen for Karzais Høje Fredsråd, Mohamad Ismail Qasem Yar, fortalte IPS, at Taleban havde insisteret på kontakter med afghanske embedsmænd på én forudsætning for fredsforhandlinger. "Der er én ting, de ønsker at gøre klart, og de vil være sikre på, som er en deadline for tilbagetrækningen," sagde han.
I deres offentlige udtalelser fortsætter Taliban dog med at insistere på, at de ikke vil forhandle, så længe udenlandske tropper besætter landet. Michael Semple, som var stedfortræder for EU's særlige repræsentant for Afghanistan fra 2004 til 2007, bemærker, at ideen om jihad mod udenlandske tropper er vigtig for moralen hos Taleban-krigerne og deres støtter.
Det offentlige krav om tilbagetrækning før forhandlinger "kan være en uholdbar position," sagde Semple til IPS, "men processen med at skifte kan være smertefuld."
Selvom Taleban-embedsmænd kan være mistroiske over for Pakistan og nu kan føle sig mere sårbare på grund af drabet på Osama bin Laden af amerikanske specialstyrker, vil de sandsynligvis ikke gå i panik med at give indrømmelser til Washington.
Selvom det var en udbredt opfattelse, at Pakistan tilbageholdt Mullah Baradar og andre højtstående Taleban-embedsmænd, herunder Tayyeb Agha, i begyndelsen af 2010 på grund af mistanken om, at Taleban talte med Karzai-regimet bag deres ryg, tyder de virkelige årsager til anholdelserne på en anden bekymring .
Baradar blev samlet op i en fælles ISI-CIA-operation, men det blev senere rapporteret af amerikanske kilder, at ingen af efterretningstjenesterne på forhånd havde vidst, at Baradar ville være på stedet for razziaen.
Under alle omstændigheder blev Baradar, Agha og de andre vigtige Taliban-embedsmænd senere løsladt, hvilket tyder på, at pakistanerne primært var optaget af at afværge deres tilfangetagelse og tilbageholdelse af USA. Pakistanske advarsler til Taleban mod kontakter med Karzai-regimet, som ikke var koordineret med ISI, kunne naturligvis kommunikeres uden midlertidig tilbageholdelse.
De meget omtalte amerikanske forhandlinger med Taleban tjener også en indenrigspolitisk funktion for præsident Obama. En amerikansk embedsmand fortalte Washington Post, at Obama ville citere forhandlingerne med Taleban i sin politiske meddelelse midt på året som bevis på, at han levede op til udenrigsminister Hilary Clintons løfte om at føre forhandlinger.
Gareth Porter er en undersøgende historiker og journalist med speciale i amerikansk national sikkerhedspolitik. Paperback-udgaven af hans seneste bog, Perils of Dominance: Ubalance af magt og vejen til krig i Vietnam, blev udgivet i 2006. Walid Fazly bidrog med rapportering fra Kabul til denne artikel, der først dukkede op på Inter Press Service.