Den fjollede "fødsel"-konspirationsteori er en seriøs kommentar om, hvordan nogle amerikanere ser på virkeligheden, advarer Danny Schechter. 2. maj 2011
Af Danny Schechter
Editors note: Efter at have frigivet sin lange fødselsattest i sidste uge, gjorde præsident Barack Obama grin med "fødsel"-spørgsmålet under hans bemærkninger til The White House Correspondents Dinner lørdag aften, der endda viser et klip fra Disney-filmen "Løvernes Konge", som en formodet "video af min fødsel."
Obama informerede derefter direkte Fox News-deltagere om, at videoen var ment som en joke, og at de kunne tjekke med Disney, om de ville se "den lange version". Men som Danny Schechter bemærker i dette gæsteessay, er der en seriøs side af det "fødsels"-vrøvl siger om dagens amerikanske "nyheds"-medier:
I kølvandet på resolutionen om Great Birther bash-up, selv da præsident Obama forsøgte at lægge sagen til ro ved at producere dokumentet, der viste, beviste, verificerede, dokumenterede og validerede hans fødsel i en af de store stater i vores disunion, blev det sagt, at dens udgivelse kun ville sætte skub i mere debat og ikke overbevise nogen.
Med andre ord, i sidste ende var denne længe omdiskuterede kendsgerning ligegyldig.
Fakta synes heller ikke længere at have betydning for andre emner, som formuleret i det nu berygtede notat udstedt af den pensionerende senator Jon Kyls kontor, da han blev konfronteret med beviser på, at han talte forkert om spørgsmålet om, hvor mange penge Planned Parenthood brugte på aborter, han hævdede 90 procent, sandheden var kun 3 procent, udsendte en meddelelse, der sagde: "Udtalelsen var ikke ment som faktuel."
Jon Stewarts "The Daily Show" og Stephen Colbert fra "The Colbert Report" havde det meget sjovt med det, men en ting, der ikke er sjovt, er, at selv når mediedækningen miskrediterer eller afslører noget snert, bliver den offentlige mening ikke nødvendigvis påvirket.
Det ændrer ikke tankerne hos dem, hvis sind er besluttet.
Når nogle mennesker først køber ind i en fortælling eller et verdensbillede, synes de at være låst fast i en måde at tænke på. For nogle giver bestræbelser på at miskreditere en konspirationsteori mere bevis på, at konspirationsteorien er gyldig, for hvorfor skulle DE ellers ønske at tilbagevise den.
Hvis du ikke stoler på præsidenten, skal du ikke tro, at han er amerikaner eller tro, at han er socialist, intet, som han eller hans tilhængere siger, vil ændre din mening. Når alt kommer til alt, hvad ville du forvente, at de sagde?
Så selv gendrivelse kan blive til forstærkning og udløse mere stridency.
At afvise kritikere som "dumme", som Obama har gjort, irriterer dem kun og gør dem mere beslutsomme på at holde fast i deres ideer, holdninger og vrede.
De værdier (og fordomme) folk er vokset op med, former ofte deres verdensbilleder. Deres parochialisme begrænser, hvad de udsættes for. Deres skolegang synes at have haft ringe betydning for at udvide deres synspunkter.
Statsforsker Thomas Patterson siger, "processen, hvorved individer tilegner sig deres politiske meninger, kaldes politisk socialisering. Denne proces begynder i barndommen, hvor amerikanerne gennem familie og skole tilegner sig mange af deres grundlæggende politiske værdier og overbevisninger.
"Socialisering fortsætter ind i voksenlivet, hvor jævnaldrende, politiske institutioner og ledere og nyhedsmedierne har stor indflydelse."
Skriver Edward Song på Huffington Post: "For eksempel værdsætter folk, der tror på reformer af sundhedsvæsenet at hjælpe de fattige og trængende. For progressive er det moralsk at hjælpe de fattige.
"For konservative er det at hjælpe de fattige at hjælpe mennesker, der er uansvarlige, og det går imod deres princip om individuelt ansvar. Den konservatives løsning på fattigdom kaldes 'Tough Love'.
”Om man tror på at hjælpe de fattige er et spørgsmål om værdier og ikke et spørgsmål om logik. At tro andet er den store progressive fejltagelse gennem de sidste 40 år."
Konservative klummeskribenter som John Hawkins synes også at tilslutte sig dette synspunkt. Han skriver på Townhall.com og hævder,
"Den sørgelige sandhed i sagen er, at de fleste amerikanere ikke er meget opmærksomme på politik, og dem, der ofte gør, bare papegøjedoktriner i stedet for at undersøge spørgsmål med et åbent sind. Dette gør det muligt for løgne, myter og tvivlsomme påstande at leve videre længe efter, at de skulle være skrumpet og døde i dagens lys."
Overraskende nok citerer han også JFK: “Uanset hvor stor løgnen er; gentag det ofte nok, og masserne vil betragte det som sandheden."
Medier spiller en rolle i at skabe en gentagelseskultur, der producerer hære af "ditto hoveder", som er udsat for budskabspunkt-pseudo-journalistik, som de til gengæld sætter gang i for at fremme partipolitiske dagsordener. Denne tilgang er indbygget i designet af det nye polariserende og politiserede mediesystem.
Dette fører, med Vietnamkrigens kroniker Tim O'Brians ord, til, hvordan "du mister din sans for det bestemte, deraf din følelse af sandhed i sig selv."
Han skrev om militære krige i udlandet, men hans indsigt gælder også for politiske krige herhjemme. Vi er alle ved at blive ofre for en mediekrig, hvor demokrati er sideløbende skade.
Ikke overraskende producerer dominansen af konservative medier flere mennesker, der stiller sig op som konservative og kun vil forstå verden på den måde.
Manglen på progressive medier begrænser massen af cirkulationen af progressive perspektiver. Ikke underligt, at mediemarkedet er så blottet for konkurrerende ideer.
Udover det legitimerer medier stort set alle kontroverser som gyldige, uanset hvor konstruerede de end er, bare for at have noget at tale om. Dette legitimerer emner med støjen af fortsat pladder og omstridte diskussioner med overfladisk analyse af ukvalificerede eksperter.
En konsekvens er ifølge GOP's politiske konsulent Mark McKinnon, at vælgerne afgiver stemmesedler på egenskaber og ikke spørgsmål.
"De ønsker at se tilsynekomsten af styrke i ledere og er mindre overbevist af, hvad de siger," sagde McKinnon.
Det betyder, at nyhedsprogrammer i sidste ende handler med at fremme indtryk og ikke formidle information. Seerne stoler på deres følelser frem for fakta.
Husk, at et af de mest profitable formater på kabel-tv ikke er nyheder, men brydning drevet af tegneseriefigurer og opfundne konfrontationer.
Er det noget under, at seertalshungrende nyhedsprogrammer har en lignende tilgang til politisk kamp. De er i gang med at producere tal til annoncører mere end forklaringer til seerne.
John Cory kommenterede mediernes rolle i at legitimere fødselsproblemet og omdanne det til en form for underholdning og kaldte det "en ked af det og triste dag for Amerika."
"Hvad siger det om vores 'medier', at de har brugt så meget tid og så mange kræfter på at promovere virkelighedsvanvid? At vores 'medier' nyder cirkusklovne, der hopper ud af deres klovnebiler og sprøjter klovne-seltzer overalt og derefter svimlende dækker over den våde og plettede publikumsreaktion, mens de ignorerer den brændende kendsgerning?
Så det er selve mediesystemet, ikke Donald Trump eller en skør, der er den rigtige "karnevalsbarker" med præsidentens ord.
Mediernes programmer programmerer publikum ved konstant og konstant at ramme problemstillinger på en triviel måde. Manipulering af følelser er deres modalitet, tvivler på deres valuta og kynisme deres metodologi, undtagen naturligvis på spørgsmål som økonomien, Israel eller amerikanske krige.
Det skam er, at de ved, hvad de laver, ved, hvad virkningen af det, der går til "dækning", vil være, men gør det alligevel.
Nyhedsdissektor Danny Schechter, tidligere netværksproducent, redigerer Mediachannel.org. Han skriver News Dissector-bloggen (Newsdissector.com/blog). Kommentarer til [e-mail beskyttet]