BREV TIL: Den ærede Kofi Annan, generalsekretær, De Forenede Nationer
FRA: Veteran Intelligence Professionals for Sanity
(via fax)
Kære hr. generalsekretær,
Vi er tidligere efterretningsofficerer, som har tjent mange år på højtstående niveauer i det amerikanske efterretningssamfund. Da efterretningstjenestens rolle om Irak fik afgørende betydning i løbet af de sidste mange måneder, etablerede vi Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) som et kollegialt organ til at overvåge begivenhedernes udfoldelse. Vores første analytiske papir var en kommentar samme dag til udenrigsminister Colin Powells optræden i FN's Sikkerhedsråd den 5. februar. Seks papirer om relaterede emner er nu blevet udsendt, hvoraf tre har taget form af Memoranda til præsidenten. Vi har ikke fået noget svar fra Det Hvide Hus.
Vi henvender os til jer nu, fordi det er blevet uundgåeligt klart, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben i Irak fortsat er et yderst presserende spørgsmål. Vi ser ikke noget holdbart alternativ til fornyet FN-engagement, hvis dette nøglespørgsmål skal håndteres effektivt. Dette brev er en appel til dig og medlemmer af Sikkerhedsrådet om at forfølge dette mål med en fornyet følelse af, at det haster.
Da vi anvendte de strenge bevisstandarder for professionel efterretningsanalyse i de seneste måneder, var vi tilbøjelige til at placere rapporter om masseødelæggelsesvåben i Irak i kategorien "ubekræftet". Men påstandene fra præsident George W. Bush og hans seniorrådgivere var så kategoriske, og deres forsikringer så insisterende, at det forekom rimeligt at antage, at de var i besiddelse af mere overbevisende beviser end det, der var blevet offentliggjort, og den forsigtighed derfor dikteret at give dem fordelen af tvivlen. Ved at gøre det befandt vi os i takt med de fleste amerikanere, inklusive nogle, der er meget erfarne i disse spørgsmål, f.eks. de tidligere FN-inspektører David Albright og Jonathan Tucker.
Vi finder det derfor dybt bekymrende, at der to måneder efter, at amerikanske og britiske styrker invaderede Irak, ikke er blevet fundet masseødelæggelsesvåben. Udtalelser fra dem tæt på Bush-administrationen har tjent til at forværre forvirringen. Den 10. april forudsagde for eksempel medlem af bestyrelsen for forsvarspolitik (og tidligere vicerepræsentant for USA ved FN), Kenneth Adelman, at sådanne våben ville blive fundet "temmelig snart, inden for de næste fem dage." Han indrømmer nu, at situationen er "meget mærkelig", og antyder, at Saddam Hussein kan have lanceret "en massiv desinformationskampagne for at få verden til at tro, at han overtrådte internationale normer, og det har han måske ikke været."
Den amerikanske general Tommy Franks har sagt, at eftersøgningen efter masseødelæggelsesvåben kan tage et år. Vi antager, at det internationale samfund vil finde dette uacceptabelt.
Det blev smerteligt tydeligt i ugerne efter invasionen af Irak, at USA ikke kendte placeringen af nogen masseødelæggelsesvåben. I begyndelsen var USA heller ikke i stand til at udpege og tilbageholde de irakere, der kender det. Dette er nu ændret. En tidligere chef for FN's våbeninspektør i Irak bemærkede i sidste uge, at USA nu har fire irakiske topembedsmænd varetægtsfængslet, som "ved præcis, hvad fakta er," og tilføjede: "Vi er nødt til at vide, hvad de siger."
Efterretningsanalytikere indrømmer sjældent at være forvirrede. Vi tilstår. Vi er forvirrede over USA's afvisning af at tillade, at FN-inspektører vender tilbage til Irak.
Fra et efterretningsmæssigt synspunkt trodser Washingtons beslutning om at udelukke netop de mennesker med det internationale mandat, den unikke erfaring og troværdigheden til at foretage en seriøs eftersøgning efter masseødelæggelsesvåben logik. FN-inspektører kender Irak, kender det pågældende våben, kender de irakiske videnskabsmænd/ingeniører, der har været involveret, ved, hvordan de nødvendige materialer fremskaffes og behandles; kort sagt, de har netop den ekspertise, der kræves. Barton Gellmans detaljerede beretning om den mislykkede to-måneders eftersøgning af amerikanske styrker i Irak ("Odyssey of Frustration," i gårsdagens Washington Post) burde fjerne enhver vedvarende tvivl om, at USA har brug for al den hjælp, det kan få. Vi er især bekymrede over rapporter om plyndring og tyveri ved irakiske atomanlæg.
FN's beføjelser vedrørende masseødelæggelsesvåben i Irak tilbyder en vej ud af dette mose. Sikkerhedsrådets resolutioner, der kræver, at FN-inspektører bekræfter, at Irak er fri for sådanne våben, før økonomiske sanktioner kan ophæves, kan fortsat spille en vigtig rolle. Det ville faktisk være tåbeligt at forsøge at genoptage normal økonomisk aktivitet, mens masseødelæggelsesvåben forbliver uforklarlige. I sidste uge advarede formanden for USA's Joint Chiefs of Staff, general Richard Myers, at sådanne våben stadig kan være i hænderne på irakiske "særlige enheder".
Udkastet til Sikkerhedsrådets resolution, der fremmes af USA, henviser dog ikke til FN's mandatrolle i våbencertificering. Ved Sikkerhedsrådets drøftelser i denne uge kunne indsatsen for FN, for spredningen af masseødelæggelsesvåben, for det internationale samfund som helhed og for Mellemøsten i særdeleshed ikke være højere.
Det er forståeligt, at du og andre højtstående FN-embedsmænd ikke er villige til at tage den efterretningsrapportering, som USA tilbyder om Irak, for pålydende, især da de detaljerede påstande fra minister Powell den 5. februar i det store og hele ikke har modstået nøje granskning. Særligt bekymrende for os som efterretningsfolk har været afsløringen af, at nogle af de vigtigste beviser citeret af minister Powell og af præsidenten selv var baseret på forfalskede dokumenter.
De er helt sikkert enige i, at dette er en helt anden situation end den, der blev opnået under den cubanske missilkrise for 41 år siden. Derefter blev krig afværget med fredelige midler, delvist på grund af udbredt tillid til integriteten af amerikansk efterretningsindsamling og -analyse. Tillid er en skrøbelig vare. Diplomatiets succes læner sig meget op af det. Hvis tilliden sløses bort, lider alle.
I dag kan vi som veteranefterretningsembedsmænd ikke stå stille, da USA's troværdighed er i fare for at blive smidt væk. Dette vil være det uundgåelige resultat, hvis tidligere amerikanske regeringspåstande baseret på "solid intelligens" vedrørende eksistensen af brugbare masseødelæggelsesvåben i Irak forbliver uden troværdig underbygning.
Kun FN-inspektørernes tilbagevenden til Irak kan på vegne af hele det internationale samfund fastslå troværdigheden af den efterretningstjeneste, som USA/UK's invasion af Irak var baseret på. Derfor opfordrer vi på det kraftigste, at du fortsætter med at arbejde hen imod det. Genoprettelsen af et internationalt sanktioneret inspektions- og verifikationsregime ville være et kæmpe skridt i retning af at løse dvælende uklarheder. Lige så vigtigt ville det sikre et stabilt grundlag for sikkerheden for den næste regering i Irak.
Vi har fundet det lidt akavet at skrive til dig på denne måde, men situationens hastende karakter efterlader os ikke noget alternativ. Vi glæder os ikke over at dele vores forvirring over vores regerings politikker.
Vi værdsætter jeres og andre medlemslandes indsats for at udføre FN's mandat om Irak og hævde FN's beføjelser. FN's langsigtede troværdighed og rolle vil blive styrket, når I fordobler jeres indsats for at imødegå denne formidable udfordring.
Vi faxer kopier af dette brev til de nuværende medlemmer af Sikkerhedsrådet, inklusive den amerikanske delegation.
Respektivt din,
Kathleen McGrath Christison, Santa Fe, NM
William Christison, Santa Fe, NM
David MacMichael, Linden, VA
Raymond McGovern, Arlington, VA
Styregruppe,
Veteran Intelligence Professionals for Sanity